Tænk pension med i fordeling af virksomhedens overskud
Som virksomhedsejer skal du tage mange beslutninger hver dag, og nogle beslutninger er nemmere end andre. Inden du tager beslutning om placering af årets overskud, så tænk lige over følgende: Skal du selv have glæde af pengene? Vil du sikre lavest mulig skattebetaling af midlerne? Ønsker du at sprede din risiko?
Svarer du ja til blot et af disse spørgsmål, så bør du overveje at placere en del af dit overskud på pension. Hvordan de kan placeres, det afhænger af, om du driver virksomheden som personlig ejet eller i selskabsform.
Når virksomheden er personligt ejet
Som selvstændig er det nu, du med fordel kan tage stilling til, om du vil benytte dig af den attraktive 30 %-ordning til pensionsindbetaling.
Hvis du driver en personligt ejet virksomhed (altså ikke i selskabsform), har du mulighed for at indbetale op til 30 % af årets skattemæssige overskud, før renter og eventuelle finansielle poster, på en livsvarig livrente. Med fuldt fradrag i din personlige indkomst. Det er en fleksibel ordning, som du kan vælge til eller fra hvert år.
Du kan selvfølgelig også altid indbetale maksimum på ratepension og aldersopsparing, det sker blot efter et andet regelsæt.
Fordelene ved 30 %-ordningen er, at du opnår skattefradrag i din personlige indkomst – det er særligt attraktivt, hvis du betaler topskat. Du har ingen loft på indbetalinger, så længe du holder dig inden for 30 % af overskuddet. Og du har fuld fleksibilitet, så du vælger selv, om du vil benytte ordningen hvert år.
Dog er mit råd, at du laver en løbende indbetaling. Så sikrer du dig afkast af midlerne hele året, og du har mulighed for at få præmiefritagelse på indbetalingen. Det betyder, at du ikke længere skal indbetale til din pensionsordning, hvis du mister erhvervsevnen – men din opsparing fortsætter alligevel, som om du stadig betalte.
Indbetalingen skal ske inden årets udgang. Derfor er det en god idé at tage hul på overvejelserne nu, mens der stadig er tid til at justere.
Når virksomheden er i selskabsform
Som selskabsejer får du løn som øvrige ansatte. Udover din løn kan du trække udbytte ud af virksomheden. Enten direkte til dig selv eller via et holdingselskab.
Et aktieudbytte op til 67.500 kr. (2025-tal) beskattes med 27 %. Udbytte ud over de 67.500 kr. beskattes med 42 %. Beløbet er det dobbelte, når du har en ægtefælle. Bemærk, at beløbet er efter betalt selskabsskat på 22 %.
Dermed bliver din slutskat ved udbytter et sted mellem 43,1% og 54,8 %.
Derfor kan en pensionsindbetaling være en rigtig god ide. Pensionsindbetalingen kan ske via din løn. På den måde kan du indbetale, det du vil, hvis du benytter dig af livsvarig livrente. Blot det kan indeholdes i din løn.
Du kan selvfølgelig også altid indbetale maksimum på ratepension og aldersopsparing.
Invester i din økonomi og din fremtid
Du er rigtigt godt i gang, når du har taget beslutningen om, hvor meget du vil indbetale til din pension. Dit næste skridt vil være at vælge den rigtige investering af pengene samt at få tilknyttet de nødvendige forsikringer, så du og dine nærmeste kan være trygge.
Lad mig slutte med et godt råd: Brug efteråret til at få overblik. Det er en investering i både din fremtid og din økonomi – og du behøver ikke vente til december med at tage beslutningen.