Et skridt nærmere recession i USA
Jobvæksten i USA er aftaget kraftigt de seneste måneder, og det øger risikoen for en recession. Det er vigtigt for investorerne, fordi historisk set er S&P500 gennemsnitligt faldet med omkring 25 % i forbindelse med en recession.
Men det er generelt svært at forudse recessioner – selv i USA, som er landet med den mest omfattende økonomiske statistik i verden.
Chefanalytiker Kim Fæster forventer ikke, at der vil komme en recession, men risikoen er steget, vurderer han:
”De finansielle markeder har efter vores vurdering heller ikke indregnet en recession. Rentekurven er ganske vist blevet lidt mere stejl, men de korte renter er slet ikke faldet i det omfang, som vi ofte ser op til en recession.”
Hvad skal man holde øje med?
Man kigger på mange indikatorer, når man vurderer risikoen for en recession, men arbejdsmarkedet er en vigtig brik.
”Vi holder øje med, om svækkelsen af arbejdsmarkedet tiltager, og om befolkningens forbrug så bliver mindre,” lyder det fra Kim Fæster.
Derudover spiller udviklingen i AI en rolle. Investeringerne vokser hurtigt, men hvis afkastet udebliver, eller de AI-relaterede aktier falder markant, kan det ramme privatforbruget og øge risikoen for recession.
Hvad hvis recessionen rammer?
Hvis USA bliver ramt af en recession, er der normalt to reaktioner: Politikerne lemper finanspolitikken, og Fed sænker renten.
”Formålet er at give befolkningen flere penge mellem hænderne og få gang i forbruget og investeringerne, så recessionen bliver så mild som muligt,” siger Kim Fæster.
Udfordringen er bare, at den amerikanske stat allerede bruger langt mere, end den får ind i skatter – helt præcist er der et budgetunderskud tæt på 7 procent af BNP, og samtidig stiger statsgælden kraftigt.
”Det betyder, at regeringen allerede låner mange penge for at dække sine udgifter og dermed har brugt det meste af sin finanspolitiske ammunition,” forklarer han.
Ansvaret hviler altså i højere grad hos Fed, som ved tidligere recessioner typisk har sænket renten med 5 procentpoint. Men i øjeblikket er renten kun på 3,75 – 4 procent, så det er ikke muligt.
”Fed sætter ikke renten i negativ, og derfor kan vi ikke afvise opkøb af stats- og realkreditobligationer. Så markante rentenedsættelser vil føre til en kraftig stejling af rentekurven,” afslutter han.