Kunderne har talt: Jyske Bank er for 11. år i træk bedst til Private Banking
For 11. år i træk er Jyske Bank kåret som 'Bedst til Private Banking' i den årlige tilfredshedsundersøgelse fra analyseinstituttet Voxmeter. Kåringen bygger på Private Banking-kundernes egne vurderinger og er resultatet af en fælles indsats på tværs af bankens forretningsben – med fokus på stærke og nærværende kundeoplevelser.
Analysen omfatter Private Banking-kunder i de seks største banker.
”Vi er dybt taknemmelige for den tillid, vores kunder viser os. Det forpligter. Hver dag arbejder vi for at leve op til den tillid – og gerne overgå forventningerne. Derfor betyder det også noget helt særligt, at det er kunderne selv, der står bag den her anerkendelse.” siger direktør for Private Banking og Formue i Jyske Bank, Christian B. Andreasen
En helhedsorienteret kundeoplevelse – i særklasse
Med 11 førstepladser i træk har Jyske Bank præsteret noget, ingen anden bank tidligere har opnået i en Voxmeter-måling.
Ifølge den adm. direktør i Voxmeter, Christian Stjer, kræver en førsteplads et helhedsorienteret kundefokus, hvor rådgivning, pris, service og tydelig kommunikation hænger tæt sammen.
”Det, som gør forskellen for Jyske Bank, er deres rådgivning og selve mødet med rådgiverne, som er højt værdsat. Samtidigt er kunderne stærke ambassadører, da de gerne fortæller om deres rådgiver til deres respektive netværk. En tredje faktor, jeg vil fremhæve, er, at Jyske Banks ledelse virker professionel og åben, hvilket giver en høj troværdighed,” siger Christian Stjer.
Den menneskelige kontakt i højsædet
Privat Banking-markedet er generelt kendetegnet af konkurrence, hvorfor førstepladsen vækker stolthed og motivation til at gøre det endnu bedre i morgen.
”I hverdagen kan man få hjælp fra digitale løsninger og AI et langt stykke hen ad vejen til blandt andet bedre overblik og selvbetjening, men det er den menneskelige relation, som giver udslaget – og som den her førsteplads vidner om,” siger Christian B. Andreasen og fortsætter:
”I Jyske Bank kan vi noget helt særligt, for vi kan omsætte viden og høj faglighed til den enkeltes behov og ønsker. Vi vil gerne forstå vores kunder – og som vi siger, så findes der ingen gennemsnitsdansker – og derfor findes der heller ikke nogen gennemsnitskunde. Vi ser kunderne, for hvem de er. Det er her, vi skaber fundamentet for den langvarige kunderelation, og det fokus skal vi værne om – også i morgen og fremadrettet”.
For nyligt offentliggjorde Økonomisk Ugebrev deres årlige undersøgelse af danskernes syn på Private Banking. Her markerer Jyske Bank sig også som topscorer og går markant frem på centrale parametre.