Indsigelse: Jeg har ikke modtaget de bestilte varer eller ydelser

Du kan enten gøre indsigelse i mobilbanken, i den nye netbank eller ved at indsende en indsigelseserklæring.

Du kan gøre indsigelse, hvis du har købt en vare ved fjernsalg (dvs. køb på nettet), og varen ikke er leveret. 

Du kan evt. have bestilt og forhåndsbetalt en flyrejse, billeje eller et hotelophold, men ydelsen er ikke leveret. Du benytter også indsigelsesformularen, hvis du har bestilt og betalt for en vare, som ikke er blevet leveret, eller hvis du har bestilt og betalt for en vare, som ikke leveres som aftalt (udskyder leveringen), og som du derfor ønsker at annullere. Er varen modtaget efter aftalt leveringsdato, skal varen sendes retur først eller være forsøgt sendt retur.

Før du kan gøre indsigelse, skal du selv have kontaktet forretningen. Det er oftest den hurtigste måde at rette fejlen på. Hvis du ikke selv kan løse sagen med forretningen, kan du gøre indsigelse. Vi anbefaler, at du max. forsøger at løse sagen med forretningen i 30 dage, idet din indsigelsesmulighed kan forældres. Det skal fremgå af indsigelsen, hvordan og hvornår forretningen er kontaktet, og hvad der er kommet ud af din henvendelse til butikken.

Når du sender indsigelsen, skal du vedlægge:

  • Dokumentation for henvendelse til forretningen, fx mailkorrespondance.
  • Ordrebekræftelse. Hvis du ikke har modtaget en ordrebekræftelse, så vedlæg en detaljeret beskrivelse af den vare/ydelse, som forretningen skulle levere.

Vigtigt

  • Der skal normalt være gået 14 dage efter varens forventede leveringsdato, før du kan du gøre indsigelse. Hvis der ikke er aftalt en leveringsdato, kan indsigelsen tidligst oprettes 15 dage efter, pengene er hævet.
  • Du kan dog ikke gøre indsigelse, hvis beløbet kun er reserveret på din konto. Så må du vente til beløbet reelt er hævet på din konto.
  • Din mulighed for at gøre indsigelse mod en betaling på dit betalingskort afhænger af, hvordan betalingen er gennemført.

Sådan gør du indsigelse i mobilbanken eller i den nye netbank

Er du i tvivl, om du bruger den gamle eller nye netbank? Find svaret her 

  1. Log på mobilbanken eller netbanken på sædvanlig vis (vejledning)
  2. Tryk på "Overblik", hvis du ikke allerede står der
  3. Vælg den relevante konto/delsaldo i kontooversigten
  4. Åbn den betaling, som du vil gøre indsigelse imod. Du kan evt. bruge søgefunktionen for at finde den.
  5. Tryk på linket ”Rapportér et problem”. Du finder det i bunden af siden.
  6. Følg vejledningen på skærmen

Så snart vi har behandlet din indsigelse, hører du fra os.

Du kan desværre ikke gøre indsigelse i den gamle netbank. Brug mobilbanken eller vejledningen nedenfor.


Sådan gør du indsigelse via indsigelseserklæring

Udfyld og indsend denne formular [PDF]

Udfyld formularen, print den ud, skriv den under og scan den igen. Det er vigtigt, at du udfylder alle felter i skemaet og har du yderligere oplysninger, kan du tilføje dem i feltet ‘supplerende oplysninger’.

Du kan sende formularen sammen med evt. dokumentation via e-Boks (se vejledning). Alternativt kan du sende formularen via post til:

Jyske Bank
Indsigelsesteamet
Vestergade 8-16
8600 Silkeborg

Når vi har modtaget din indsigelse, sætter vi hurtigst muligt efter behandling af sagen beløbet ind på din konto. Hvis din indsigelse viser sig at være uberettiget, kan vi trække beløbet tilbage igen.

Hvis du senere får flere oplysninger i sagen eller modtager pengene fra forretningen, skal du kontakte os.