Er gældsloftsoptimismen uberettiget?

Aktierne krøb op ad i går på optimisme om fremskridt i gældsloftsforhandlingerne efter meldinger fra ledende demokrater, men aktierne blev holdt i kort snor af svage vækstsignaler fra euroområdet og USA. I aftes fremlagde republikanerne deres syn på gældsloftsforhandlingerne, og de var betydeligt mere negative. Derfor er der i dag fokus på mødet mellem Biden og kongressens ledere, men også på amerikansk detailsalg og industriproduktion samt masser af centralbanktaler.

Markedsfokus

  • Er gældsloftsoptimismen uberettiget?
  • Detailsalget tager temperaturen blandt de amerikanske forbrugere

Seneste nyt

  • Vækstskuffelserne fortsætter fra Kina
  • Nye indgreb på vej i oliemarkedet fra G7 og OPEC+


Læs uddybende om dagens økonomiske og finansielle overskrifter: Klik her.


Dagens aktie

Novo – Fedme er det altoverskyggende tema

Der er massiv interesse for Novos fedmeprodukt Wegovy, hvor salget har været så voldsomt, at Novo må begrænse adgangen for nye patienter. Interessen ses også i recepttallene i USA, som i sidste uge var på 148.388 stk. mod 33.478 stk. pr. uge i starten af året. Interessen er heller ikke gået ubemærket hen, og særligt interessen på sociale medier som Instagram, Tiktok og Reddit har været massiv. Hypen fik i fredags WHO til at udtrykke bekymring over hypen og kommunikationen omkring fedmemidlerne som værende en ”magisk løsning” på fedmeepidemien, og at man skal huske fokus på kost og motion. WHO arbejder pt. på nye retningslinjer for fedmebehandling. Hypen er heller ikke gået ubemærket hen blandt de store medicinalselskaber, hvor flere har fået øje på det interessante fedmemarked. Novo får ikke markedet for sig selv, og allerede ved udgangen af året forventes Eli Lilly at lancerer Mounjaro, som ligner et kommende ”best-in-class-produkt” med vægttab på 22% mod Novos 17%. I sidste uge annoncerede både danske Zealand Pharma og amerikanske Eli Lilly data for deres kommende produkter. Eli Lilly’s pipeline produkt Mazdutide viste et vægttab på 15,4% efter 24 uger, mens Zealand Pharma viste 14,9% efter 46 uger. Vægttabene fra Zealand Pharma er nogenlunde på niveau med Novos Wegovy, mens Eli Lilly’s Mazdutide var endnu bedre og på niveau med Eli Lilly’s Mounjaro.

Massiv vækst i diabetessegmentet GLP-1 og hypen om fedme har boostet Novo siden starten af 2021, givet imponerende vækst og ført til flere opjusteringer. Resultaterne er heller ikke gået ubemærket hen, da Novo-aktien er steget 175% siden starten af 2021. Positivt nyhedsflow, fortsat gode recepttal og stærke vækstudsigter kan sikre, at aktien fortsætter det positive momentum, men vi vurderer også, at høje forventninger er indregnet i aktien, og ser derfor kun begrænset kurspotentiale. Vi anbefaler investorerne ikke at supplere yderligere op i aktien, men at holde fast og udnytte det positive momentum i aktien og muligvis overveje at tage lidt profit.

Se vigtig investorinformation i forhold til Jyske Banks analyser og anbefalinger på jyskebank.dk/investorinformation.


Selskabsnyheder

Mærsk: APM Terminals vil investere 962 mio. Euro i Brasilien frem mod 2026
(Læs vores seneste analyse på Mærsk )

Demant / GN Store Nord: Kvartalsregnskab for Sonova viser svagere end ventet udvikling
(Læs vores seneste analyse på Demant og GN Store Nord )

Per Aarsleff: Opjusterer forventningerne til 2022/23

SAS: Modtager godkendelse fra den amerikanske konkursdomstol til at rejse aktiekapital

Dagens vigtigste regnskaber:
Ubisoft, Home Depot, Vodafone, Baidu, Simcorp, Imperial Brands, Bouygues, Sonova

Læs alle analyser og anbefalinger på enkeltselskaber på  FinansnytPlus.
Har du ikke adgang til FinansnytPlus, så tag fat i din rådgiver for at høre om dine muligheder for at få adgang.