Gunni er passioneret skolelærer uden slutdato

”Jeg har oplevet mange, der bare går og venter på pensionsalderen i stedet for at nyde den tid, de er i job. Jeg har ikke haft en slutdato, og jeg har ikke oplevet en dag, hvor jeg ikke var glad for at skulle på arbejde.”

Ordene kommer fra 76-årige Gunni Østergaard Pedersen fra Låsby. Indtil sommerferien 2025 har Gunni arbejdet fuld tid som lærer i folkeskolen. Når det nye skoleår starter, fortsætter han på nedsat tid, som matematiklærer og en del af lærerteamet i en enkelt 3. klasse.

Det betyder, at Gunni kan skifte til et nyt gear i hans anden store passion, Cykelnerven. Uden helt at slippe de nære relationer til elever, forældre og kolleger.

potrætbillede mand

De gode oplevelser har holdt Gunni på arbejdsmarkedet

Gunni beskriver sig selv som heldig. Fordi han har haft både muligheden og helbredet til at arbejde langt ud over den sædvanlige pensionsalder – i et job han elsker.

”Jeg er så heldig, at jeg selv har kunnet sætte min pensionsalder. Jeg har haft både helbredet og muligheden for at fortsætte. Den mulighed kunne jeg godt unde andre – også inden for andre arbejdsområder,” lyder det fra Gunni.

Jeg synes ikke, man kan sætte et år på, hvornår man skal pensioneres.
Gunni

Lysten driver værket

De seneste år har Folketinget vedtaget flere økonomiske gulerødder, som skal holde folk længere tid på arbejdsmarkedet. Men det har ikke været økonomien, der har fået Gunni til at fortsætte:

”Jeg har den fordel, at jeg ikke er økonomisk afhængig af at skulle arbejde. Jeg får tjenestemandspension. Så det er ikke på grund af pengene, men fordi jeg bliver ved med at have gode oplevelser sammen med ungerne. Jeg har været heldig og mødt elever, forældre og lærere der gør, at jeg gerne vil fortsætte.”

Mand cykler

I sadlen for kampen mod sclerose

Som nævnt vil Gunni bruge noget af sin nye fritid på Cykelnerven, der er et initiativ under Scleroseforeningen. Her kombinerer han sin store passion for cykling med et fællesskab, der gør en forskel ved at samle penge ind til forskning i sclerose gennem cykelevents og andre arrangementer.

Gunni har været med i Cykelnerven siden 2015 og er i dag Holdkaptajn for de 50 ryttere på Team Midtøstjylland. Alene i 2025 når teamets 50 medlemmer op på 1 mio. kr. i indsamling.

Mount Ventoux står højest af alle

Cykelnervens store årlige begivenhed er en tur til Frankrig, hvor deltagerne via personlige sponsorater samler penge ind, når de cykler fire etaper – alle med tre-fire Tour de France-stigninger.

Selv har Gunni cyklet sig til tops på 54 forskellige bjerge, siden han som sit første besteg Mount Ventoux i 2014 i forbindelse med Cykelvennerne Galtens indsamling til Julemærkehjemmene. Gunni betegner da også Mount Ventoux som sit favoritbjerg og cyklede det sidste år fra alle tre sider på én dag – som 75-årig.

Gunni bor alene og har tre voksne børn. Og hvad siger de så til, at deres far i en høj alder er aktiv både som lærer og på cyklen? ”De synes, det er herligt,” smiler Gunni.

Skal vi hjælpe dig med dine drømme?

Sammen finder vi frem til den løsning, der passer bedst til dig og dine behov. Tag kontakt til din rådgiver - eller lad os kontakte dig.