Nye fordele ved den attraktive aktiesparekonto

Jyske Bank gør det nu billigere at investere via aktiesparekontoen. Den særlige konto har i forvejen en attraktiv beskatning – og nu slipper kunder i Jyske Bank for at betale kurtage ved køb og salg på deres aktiesparekonto. Samtidig fjerner banken de fleste af de tilhørende depotomkostninger.

Kvinde ved computer rækker armene i vejret

Af Peter Lindbjerg, journalist

08. jun. 2023 09.00

Aktiesparekontoen blev vedtaget af Folketinget i 2019 for at gøre det attraktivt for flere danskere at investere. Ønsket var at styrke aktiekulturen i Danmark. Den attraktive lokkemad er en beskatning på kun 17 % af afkastet, og ifølge Finans Danmark har foreløbig 292.000 danskere benyttet sig af muligheden.

Jyske Bank fjerner kurtage og de fleste depotomkostninger

Jyske Bank har nu gjort det endnu mere attraktivt at investere via en aktiesparekonto. Med virkning fra 7. juni 2023 har banken nemlig valgt at fjerne kurtagen, når der handles på aktiesparekontoen. Kurtagen er det gebyr, der normalt skal betales for at købe og sælge aktier og investeringsbeviser.

Fremover har alle med en aktiesparekonto i Jyske Bank altså frihed til at handle på den uden at betale kurtage. Samtidig har banken valgt at fritage aktiesparekontoen for de fleste af de omkostninger, der normalt betales for at have værdipapirer liggende i et depot. Overordnet set er det dermed blevet billigere at investere med en aktiesparekonto i Jyske Bank.

Skatten er både nem og attraktiv

Med en aktiesparekonto kan man investere i aktier og investeringsbeviser på egen hånd. Man handler direkte via net- eller mobilbanken, hvor der er adgang til et bredt univers af børsnoterede aktier og udvalgte investeringsforeninger.

Som nævnt skal man betale 17 % i skat, hvis man opnår et positivt afkast. Til sammenligning er den almindelige aktiebeskatning på 27 eller 42 % afhængig af afkastets størrelse. Foruden den skattemæssige fordel har det været hensigten at gøre det nemt for alle at investere. Også når det gælder skatten. Man behøver derfor ikke selv at holde regnskab med tab og gevinster – banken tager sig af den årlige indberetning og afregning til Skattestyrelsen.

Det er i år muligt at indsætte op til 106.600 kr. på en aktiesparekonto. Som led i finansloven for 2023 har et politisk flertal besluttet, at grænsen gradvist hæves til 135.000 kr. frem mod 2026.