Jyske Bank sætter gældsinddrivelse på pause i 1.200 sager

For at undgå tvivl om Jyske Banks gennemgang af potentielt fejlbehæftede inkassosager sætter banken gældsinddrivelsen på pause i de ca. 1.200 aktive sager, der endnu ikke er gennemgået. Banken forventer, at der i 5-10 af sagerne kan være fejl, hvor der vil blive udbetalt kompensation til de berørte kunder. Indtil nu er der udbetalt ca. 1 mio. kr. i kompensation pga. fejl i inkassosagerne. Jyske Bank beklager fejlene.

Vælg billede

Af Jyske Bank

23. maj 2023 14.50

Da Jyske Bank i efteråret 2020 blev opmærksom på Danske Banks problemer i forhold til gældsinddrivelse, blev der iværksat en analyse af mulige fejl i gældsinddrivelsen og efterfølgende en manuel og individuel gennemgang af samtlige inkassosager, både aktive og afsluttede.

Gennemgangen omfatter ca. 33.000 aktive og afsluttede inkassosager i Jyske Bank, Jyske Realkredit og Jyske Finans. Ca. 17.200 af sagerne er aktive, og i disse skylder kunderne ca. 8 mia. kr.

Indtil nu har banken kompenseret ca. 100 kunder med i alt ca. 1 mio. kr. (inkl. rentegodtgørelse), fordi de har betalt for meget.

Desuden har banken nedskrevet ca. 5.800 inkassokunders restgæld, men mange af disse kunder kommer af forskellige årsager næppe til at betale deres gæld tilbage til banken.

Når sagerne er gennemgået, og der er fundet fejl, som resulterer i kompensation eller gældsnedskrivning, kontaktes kunderne.

På nuværende tidspunkt mangler banken at gennemgå ca. 1.200 aktive sager, og for at undgå tvivl stilles gældsinddrivelsen i disse sager hurtigst muligt i bero, indtil sagerne er gennemgået, og eventuelle fejl er rettet. Baseret på de hidtidige erfaringer forventes det, at 5-10 af sagerne kan indeholde fejl, hvor der vil blive udbetalt kompensation.

Banken har i forløbet været i dialog med Finanstilsynet om gældsinddrivelsen og redegjort for de fundne fejl og fremdriften i at få fejlene rettet.