USA-ekspert: ”Verdenshandlen risikerer at løbe ind i en mur”
Det er ikke småting, der står på Donald Trumps to do liste over ting, han vil ændre, hvis han vinder valget og præsidentembedet den 5. november 2024.
Omvendt risikerer Kamala Harris at stå med ”finanspolitiske håndjern på”, selvom hun skulle vinde valget, fortæller Kim Fæster, der er chefanalytiker i Jyske Bank.
Men hvem bør vi som danskere heppe på?
Verdenshandlens dårlige udsigter
”Hvis vi kigger på Trump, er der lagt op til markante ændringer. Han har foreslået at indføre told på alle importvarer til USA. Jeg tror dog ikke, han smækker dem på den første dag, for så er jeg bange for, at verdenshandlen løber ind i en mur,” siger Kim Fæster.
- Kim Fæster, chefanalytiker, Jyske Bank
Donald Trumps forslag lyder på 10 pct. told på alle importerede varer og tjenester med undtagelse af varer og tjenester fra Kina, der skal pålægges en told på 60 pct.
”Det er nok mere sandsynligt, at han vil bruge truslen om toldsatser til at forhandle med Kina og Europa, så man frivilligt begrænser sit salg til USA. Men effekten er den samme, for uanset vil verdenshandlen have dårlige udsigter,” siger han.
Benzin på inflationsbålet
Foruden ideen om at indføre told på udenlandske varer, vil Trump også udvise alle illegale immigranter, hvilket er op til 6-7 pct. af den amerikanske arbejdsstyrke.
”Det betyder, at de amerikanske virksomheder kommer til at mangle medarbejdere, og så bliver lønningerne presset op. Problemet er, at Trump vil være med til at løfte inflationen, og så vil centralbanken være mere tilbageholdende med at sætte renten ned.”
Helt grundlæggende vil det nemlig løfte priserne på importvarerne, hvis Trump indfører den høje told. Udviser han samtidig 11 mio. immigranter, vil virksomhederne have højere udgifter til medarbejdernes lønninger, og så må virksomhederne sætte prisen op på deres varer.
”Centralbanken har varslet den første rentenedsættelse i september, men derefter kan de vælge at afvente, hvordan de politiske forslag udvikler sig, og hvor meget priserne vil stige. I sidste ende kan de stoppe rentenedsættelserne helt.”
Harris risikerer politiske håndjern
Vender man blikket mod Kamala Harris, er det en noget anden fremtid, vi kan se ind i, fortæller Kim Fæster:
”Hvis Harris bliver præsident, vil hendes handlemuligheder være begrænsede, hvis ikke demokraterne får flertal i kongressen, og det tror vi bliver meget svært. Så der er stor risiko for, at hun kommer ind i Det Hvide Hus med finanspolitiske håndjern på,” fortæller han.
I praksis vil det betyde, at Bidens politik vil fortsætte uden mange ændringer, men set med europæiske øjne er det alligevel et bedre scenarie end at have Trump ved magten, mener Kim Fæster:
”Med Harris ville det ikke blive vanvittigt interessant indenrigspolitisk. Men det ville være positivt for den internationale økonomi, for hun vil ikke indføre told på europæiske varer, og hun vil fortsat støtte Nato og Ukraine, og det betyder, at Europa kan ånde lettet op.”
Hvad siger aktiemarkedet?
Ifølge Kim Fæster er det altså meget usikkert, hvordan aktiemarkederne vil blive påvirket, alt efter valgets udfald. Men det kan man ikke mærke på markederne endnu, fortæller han. De fokuserer nemlig mere på arbejdsløshed og renten i øjeblikket.
”De finansielle markeder har svært ved at fokusere på mange ting ad gangen. Det lyder lidt underligt, men de finansielle markeder er lidt som en 7-årig knægt. De kan være sindssygt fokuserede på én ting, og så halvandet sekund efter, er der pludselig noget andet, der interesserer dem,” siger Kim Fæster.
Men helt grundlæggende skræmmer det ikke markederne, hvis Kamala Harris vinder, fordi man ikke regner med, at hun vil få flertal i kongressen og reelt indføre så meget nyt, fortæller han.
”Men Trump på den anden side. Han er en politiker, som er meget utraditionel. Og denne gang er vi bange for, at hans bagland er bedre forberedt på en sejr, for så vil vi mærke en endnu større effekt end sidst,” afslutter han.
Seneste nyt fra Privatøkonomi
Katjing Academy - Månedsinvestering
Investering behøver ikke at være indviklet. Faktisk kan det gøres meget simpelt, og med Jyske Banks Månedsinvestering, kan det ikke gøres mere simpelt og ligetil. Vi kigger på det nye produkt på hylden.
Tilmeld dig næste Katjing academy den 8. oktober kl. 14.00.