Snart kan de første søge tidlig pension

Tidlig pension er en ny mulighed, der skal tages med i overvejelserne om tilbagetrækning efter et langt arbejdsliv.
Af Jyske Bank
08. juli 2021 kl. 09.10

Fra 1. august kan de første søge om ’Tidlig pension’, som er en ny ordning målrettet dem, der er startet på arbejdsmarkedet som helt unge og som er født i andet halvår 1955 eller senere. Ordningen, der oprindeligt blev kendt som ’Arne-pension’, kan bruges af både lønmodtagere og selvstændige, og den er heller ikke forbeholdt bestemte jobtyper.

Læs mere om tidlig pension

Måske er tidlig pension en overvejelse værd?

"Hvis man nærmer sig pensionsalderen, så kan ferietiden være et oplagt tidspunkt til at reflektere over, hvornår man ønsker at stoppe sit arbejdsliv. Og hvordan. Har man været tilstrækkeligt mange år på arbejdsmarkedet, så er tidlig pension-ordningen en spændende mulighed, som i høj grad er en overvejelse værd," siger Jyske Banks formueøkonom Bettina Brask.

Retten til tidlig pension hænger sammen med, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet på et fastsat ’opgørelsestidspunkt’ – og af den opsparede pensionsformue.

"Man kan tidligst komme på ordningen tre år før folkepensionsalderen, og for de første ansøgere er det afgørende for ansøgningen, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet som 61-årig. Det betegnes som opgørelsestidspunktet. Har man arbejdet i 44 år, giver det ret til 3 år med tidlig pension. 43 år giver ret til 2 år, og 42 år giver ret til 1 år," fortæller Bettina Brask og fortsætter:

"Har man en pensionsformue på over 2 mio. kr., så vil der blive reduceret i tidlig pension-ydelsen. Og er pensionsformuen på mere end 5 mio. kr., så vil ydelsen helt bortfalde."

Både opgørelsestidspunktet og kravet til antal år på arbejdsmarkedet vil løbende blive opdateret i takt med at folkepensionsalderen sættes i vejret.

Der kan skiftes fra efterløn til tidlig pension

Hun gør samtidig opmærksom på, at det er muligt at skifte til tidlig pension, selvom man allerede er gået på efterløn. Det kræver naturligvis, at man opfylder de gældende betingelser for at få tidlig pension.

"En del vil opleve, at det kan betale sig at skifte fra efterløn til tidlig pension, da man vil modtage et kompensationsbeløb. Men det er et individuelt regnestykke, der afhænger af, hvad man har af pensioner, og hvornår man overgik til efterløn. Forskellige udgangspunkter giver forskellige muligheder," siger Bettina Brask.

Fravælger man en igangværende efterlønsudbetaling og vælger tidlig pension, så vil man modtage et kompensationsbeløb på 2.676 kr. (2021-tal) om måneden udover ydelsen for tidlig pension. Af dette beløb skal der betales 30 % afgift.

Mulighed for udbetaling af efterlønsbidrag

Som et led i Folketingets vedtagelse af ’Tidlig pension’, er det muligt at framelde sig efterlønsordningen og få udbetalt sine efterlønsbidrag skattefrit. Muligheden gælder for alle, der endnu ikke har nået efterlønsalderen, og skal benyttes i perioden fra den 1. januar 2022 til og med den 30. juni 2022.

"Det kan være det rigtige valg, men man skal være opmærksom på, at man også mister retten til seniorjob, hvis man vælger at udtræde af efterlønsordningen. Man siger altså farvel til den tryghed, der ligger i, at man har ret til et seniorjob i sin bopælskommune, hvis man med højst fem år til efterlønsalderen er ledig og dagpengeperioden udløber," siger Bettina Brask og slår fast:

"Valget mellem efterløn og tidlig pension er altså individuelt og afhænger i høj grad af dine fremtidsplaner og din pensionsformue."

Læs mere om tidlig pension

Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi

1/0