Så er der igen nye regler for folkepensionisten
I de seneste par år har nytåret budt på ændringer for folkepensionisterne, og i år er ingen undtagelse. Fra 2025 er der nemlig ændret på, hvilke indkomster som påvirker din eller din ægtefælles pensionstillæg.
Fremover vil indkomster, som du ikke betaler arbejdsmarkedsbidrag af, påvirke dit og din ægtefælles pensionstillæg. Det gælder indkomster som f.eks. efterløn eller sygedagpenge. Du skal derfor være opmærksom på, om der betales arbejdsmarkedsbidrag af de indkomster, som du eller I har ved siden af folkepensionen.
Folkepensionen stiger
I 2025 kan du få folkepension, fra du er fyldt 67 år, og den udgør et månedligt grundbeløb på 7.198 kr. pr. person før skat – uanset om du er enlig, gift eller samlevende. Det er en stigning på ca. 3,9 pct. i forhold til sidste år.
Udover grundbeløbet kan du modtage et pensionstillæg. Som enlig kan du få op til 8.329 kr. om måneden før skat. Hvis du er gift eller samlevende, kan du få et pensionstillæg op til 4.262 kr. om måneden før skat.
Tillæggets størrelse afhænger af, om du er enlig eller samboende, og om du har andre indtægter end arbejdsindtægter, fx i form af pensionsudbetalinger, ATP, positiv kapitalindkomst samt aktieindkomst, hvor der medregnes avancer samt udbytter over 5.000 kroner for enlige og 10.000 kr. for gifte og samlevende.
Ældrechecken stiger markant i 2025
I 2025 hæves ældrechecken med 5.000 kroner. Det vil derfor være muligt at modtage en ældrecheck på op til 25.700 kr. om året før skat. Ældrechecken er skattepligtig og afhænger af din personlige tillægsprocent, som beregnes ud fra din samlede indkomst udover folkepensionen, fx pensionsudbetalinger, ATP og aktieindkomst.
Derudover er ældrechecken afhængig af din formue, som maksimalt må udgøre 103.100 kr. i 2025 – vær opmærksom på, at der ikke er dobbelt op for ægtefæller.
Nyt til dig som har virksomhedsskatteordning
Som noget helt nyt, så vil alle hævninger i personlig indkomst fra din virksomhedsskatteordning ikke påvirke dit pensionstillæg. Det gælder også, selv om du ikke er aktiv i din virksomhed.
Det betyder, at selvom den eneste aktivitet i ordningen er en udlejningslejlighed, så vil overskud eller hævning af opsparet overskud ikke påvirke pensionstillægget.
Men vær opmærksom på, at den del som hæves og beskattes som kapitalindkomst vil påvirke pensionstillægget.
Gode råd til folkepensionisten
Hvis du er pensionist i hele kalenderåret, så bliver din pension beregnet ud fra din forskudsopgørelse. Derfor kan du med fordel sørge for, at din forskudsregistrering er retvisende for dine indtægter.
Planlæg dine pensionsudbetalinger – f.eks. vil en forlængelse af udbetalingsperioden nedsætte dine øvrige indkomster. Det kan betyde, at du får udbetalt mere i folkepension.
Med den rigtige planlægning kan du opnå bedst mulig seniorøkonomi. Derfor vil jeg anbefale, at du tager en snak med din bankrådgiver – og får lagt en plan for din økonomi og dine muligheder.