Ny månedsinvestering giver liv til den løbende opsparing
Der ligger et udtalt kundeønske bag lanceringen af Jyske Banks nye produkt, Jyske MånedsInvestering. Et ønske om at kunne oprette en fast månedlig opsparing på en konto, hvor pengene bliver investeret. Uden besvær og til lave omkostninger.
Kort fortalt, så henvender månedsinvesteringen sig netop til personer, der ønsker at spare op hver måned – og som gerne vil have muligheden for at få et større afkast, end de kan få på en opsparingskonto. Folk, der gerne vil investere en del af deres opsparing uden at bruge tid på at sætte sig ind i aktiemarkedet, og som foretrækker lave omkostninger frem for rådgivning. Selve investeringen foretages i fonde. Helt automatisk.
”Vores mål har været at lave en investeringsmulighed, der er nem og tilgængelig – til en fornuftig pris. Jyske MånedsInvestering er en ren selvbetjeningsløsning uden rådgivning, derfor kan vi holde omkostningerne nede,” forklarer Christian B. Andreasen, direktør for Wealth Management i Jyske Bank.
Kunden opretter selv månedsinvesteringen i mobil- eller netbanken og vælger derefter en af tre investeringsfonde, der har forskellig vægtning mellem aktier og obligationer. Til sidst indtaster man det beløb, man ønsker at overføre hver måned. Når det er gjort, sørger banken for den løbende investering.
Månedsinvesteringen udmærker sig også ved, at der ikke opkræves depotgebyrer eller kurtage ved køb. Samlet set er det derfor en både nem og billig måde at investere på.
En opsparing, der kører helt automatisk
Jyske MånedsInvestering består af en konto til overførsel af penge – og et depot, hvor investeringsbeviserne opbevares. Det koster ikke noget at oprette en månedsinvestering, og der er ingen øvre eller nedre grænse for, hvor meget man må eller skal overføre til den tilknyttede konto – eller hvor ofte.
Samtidig er det en løsning med stor fleksibilitet, hvor man selv kan sætte den månedlige overførsel op eller ned – eller vælge at sætte månedsinvesteringen på pause.
Den grundlæggende tanke er, at den enkelte får lagt en fast månedlig overførsel ind. På den måde kører det hele automatisk, og man kommer ikke lige til at springe en måned over.
”Den løbende investering er samtidig med til at mindske risikoen, da den udjævner udsving på markedet og minimerer risikoen for dårlig timing. Men der er altid en risiko forbundet med at investere – det gælder naturligvis også for månedsinvesteringen,” siger Christian B. Andreasen.
Som nævnt er der ingen nedre grænse for den månedlige overførsel til kontoen, og der skal blot være en saldo på 200 kr. før beløbet automatisk bliver investeret.