Hvordan ser verden ud for folkepensionister i 2024?

2024 bringer nyt til landets folkepensionister. Foruden en stigning i folkepensionen på ca. 3,5 %, så vil folkepensionen ikke længere blive påvirket af en eventuel arbejdsindkomst – kun af øvrige indtægter. Som folkepensionist er det derfor vigtigt at planlægge og være opmærksom på sine muligheder.
Af Bettina Brask, Formueøkonom i Jyske Bank
09. januar 2024 kl. 09.00

Min kære far er 86 år og har været folkepensionist i mange år. Da han gik på folkepension, stoppede han dog ikke på arbejdsmarkedet. Han arbejdede fortsat, og indtil han var midt i 70’erne, havde han sin egen lille butik sammen med en kompagnon.

Far var nok forud for sin tid, for det han gjorde dengang, er netop det, som samfundet beder om i dag. Bliv endelig ved med at arbejde, så længe du har mulighed for det. Er du folkepensionist, så belønnes du ligefrem med en skattefri seniorpræmie for at blive på arbejdsmarkedet.  

Hvordan får du fingre i seniorpræmien?

Fortsætter du med at arbejde de første to år efter folkepensionen, så har du mulighed for at optjene den skattefrie seniorpræmie. Det gælder, hvis du er født 1. januar 1954 eller senere.

Det første år er præmien et skattefrit beløb på 46.868 kroner (2024-tal). For at få præmien skal du arbejde mindst 1.560 timer i løbet af året, enten som lønmodtager eller som selvstændig.

Arbejder du også i det andet år efter folkepensionsalderen, så har du mulighed for at få endnu en seniorpræmie på 27.898 kroner (2024-tal). Også her skal du arbejde mindst 1.560 timer i årets løb.

Arbejdsindtægt og folkepension?

Foruden at optjene seniorpræmien, så kan du få udbetalt din fulde folkepension. Den vil nemlig ikke længere blive påvirket af hverken din egen eller din ægtefælles arbejdsindkomst.

Folkepension for 2024 udgør et månedligt grundbeløb på 6.928 kr. pr. person før skat. Det er en stigning på ca. 3,5 % i forhold til sidste år. Grundbeløbet er det samme, uanset om du er enlig, gift eller samlevende.

Udover grundbeløbet kan du modtage et pensionstillæg, som afhænger af om du er enlig eller samboende, samt om du har indtægter udover arbejdsindtægter, fx pensionsudbetalinger, ATP og aktieindkomst. Som enlig kan du få op til 8.016 kr. om måneden før skat. Hvis du er gift eller samlevende, kan du få et pensionstillæg op til højst 4.102 kr. om måneden før skat.

Hvem kan modtage en ældrecheck?

I 2024 vil det være muligt at modtage en ældrecheck på op til 19.900 kr. om året før skat. Ældrechecken er skattepligtig og afhænger af din personlige tillægsprocent, som beregnes ud fra din samlede indkomst udover folkepensionen, fx pensionsudbetalinger, ATP og aktieindkomst.

Derudover er ældrechecken afhængig af din formue, som maksimalt må udgøre 99.200 kroner.

Hvad skal du være opmærksom på som folkepensionist?

Det er de øvrige indkomster, som har indflydelse på din folkepension.  Øvrige indkomster er fx løbende pensionsudbetalinger, afkast af investeringer eller udbytte. Aktieudbytte udover 5.000 for enlige og 10.000 for samlevende tæller med som øvrige indkomster.

Ved at ændre på de øvrige indkomster, kan du opnå en højere folkepensionsudbetaling.

Hvis du fx vælger at have arbejdsindkomster sammen med folkepensionen, så kan du have fordel af at forlænge udbetalingen på din ratepension. Det sænker dine øvrige indkomster og kan derfor betyde, at du får udbetalt mere i folkepension.

Hvis du er pensionist i hele kalenderåret, så bliver din pension beregnet ud fra din forskudsopgørelse. Derfor kan du med fordel sørge for, at din forskudsregistrering er retvisende for dine indtægter.

Nu, hvor du ikke længere bliver modregnet i folkepensionen for arbejdsindkomst, bliver du måske fristet til at arbejde længere eller måske begynde at arbejde igen. Uanset hvad du ønsker, så vil jeg anbefale, at du tager en snak med din bankrådgiver – og får lagt en plan for din økonomi og dine muligheder.

Hvordan får du mest muligt ud af din pension?

Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi

1/0