Hvor slemt bliver danskerne ramt af Trump?

Told, renter, priser, aktier. For tiden går det stærkt, og det kan være svært at følge med i, hvilken vej vinden blæser.
Når man læser med på de mange avisoverskrifter om handelskrig og mulig recession, får man lyst til at kravle ned under dynen og gemme sig, indtil verden er faldet til ro igen. Men inden vi gør det, skal vi lige have styr på, hvor store konsekvenser verdenssituationen egentlig har for os danskere.
”Det er mere usikkerheden, vi mærker lige nu. Vi har fået en verden, der er meget mere usikker. Vi har aldrig før prøvet, at den globale handel er truet som den er lige nu. Det er den usikkerhed, som rammer, og usikkerhed er gift i sig selv,” siger Tina Winther Frandsen, som er chefanalytiker i Jyske Bank.
Frygt bremser økonomien
Ifølge Danmarks Statistik har forbrugertilliden taget endnu et dyk i april, hvilket ifølge Tina Winther Frandsen hænger sammen med verdenssituationen.
Og når frygten sniger sig ind hos forbrugerne, kan det skabe en kædereaktion i økonomien som i værste fald kan føre til recession, fortæller hun:
”Når forbrugerne hører om dårligdomme, hver gang vi tænder for nyhederne, skaber det usikkerhed. Så danskerne begynder at bruge færre penge og i stedet spare op til en regnvejrsdag, og det er det, der sker lige nu.”
Og når vi alle sammen bruger færre penge, får det konsekvenser for hele økonomien, lyder det:
”Aktiviteten bliver presset, fordi virksomhederne ikke kan afsætte deres varer, og så kan de komme i den situation, at de er nødt til at ansætte færre og måske fyre ansatte. Det kan i yderste konsekvens give en recession,” siger hun og tilføjer, at det dog ikke er forventningen.
Men skal vi frygte?
Frygten handler naturligvis om fremtiden – om hvad der potentielt kan ske. Men hvordan kan vi helt konkret mærke forandringerne her i Danmark allerede nu?
”Det er mest de virksomheder, der eksporterer til USA. De mærker, at der er kommet toldsatser, men det er kun lige sket, og de blev ikke helt så høje som det, der oprindeligt blev annonceret,” fortæller hun.
Men egentlig er det kun 3 procent af den samlede danske eksport, der bliver pålagt Trumps nye told, fordi mange virksomheder producerer deres varer i USA og derfor undgår tolden helt.
”Samtidig er EU et langt større eksportmarked for Danmark end USA. Derfor er dansk økonomi faktisk ikke så udsat for Trumps toldcirkus, som man lige skulle tro,” forklarer hun.
Robust dansk økonomi
Den danske økonomi står solidt i øjeblikket, fortæller Tina Winther Frandsen:
”Min pointe er, at selvom frygten fylder i folks hoveder, er den danske økonomi faktisk robust. Eksporten klarer sig stadig godt trods told fra USA, inflationen er faldet, ledigheden er lav, lønningerne gået op, og der er solide stigninger på boligmarkedet. Alligevel sparer vi mere op, end vi plejer, og det handler om frygten. Men det er måske fornuftigt nok.”
Danskerne er gået fra den ene krise til den anden de seneste år. Først coronakrisen, som gav flaskehalse i forsyningskæder, så Ruslands invasion af Ukraine, der blev til en energikrise, så en inflationskrise, der udviklede sig til en rentekrise og nu toldkrisen.
”Så det er ikke så underligt, at vi er blevet opmærksomme på, hvad der kan ramme os her i Danmark,” afslutter Tina Winther Frandsen.
