Hvad med arven, når to bliver til tre?

Det er ikke kun hverdagen, der ændrer sig, når man bliver forældre for første gang. Når to bliver til tre, så ændrer det også på arveforholdene.
Af Bettina Brask, formueøkonom i Jyske Bank
12. juni 2023 kl. 12.00

Da jeg var gravid første gang, for ganske mange år siden, havde jeg nok de samme tanker som de fleste. Planlægningen gik i gang – hvilken barnevogn skal vi have? Hvad med babyseng? Hvilken størrelse skal tøjet have? Og så videre …

Jeg havde været flere gange hos læge og jordemoder, som man gør i en graviditet. Og både læge og jordemoder havde hørt hjertelyd og mærket barnet. Men jeg havde selv en mistanke – og da jeg var til min første scanning i uge 20, blev mistanken bekræftet. Og min planlægning skulle ændres.

”Tillykke, du skal have tvillinger,” sagde lægen, som scannede mig. Min første tanke var, at bilen var for lille til en dobbelt barnevogn. Ja, en ny planlægning gik straks i gang, mens jeg lå der.

Men det er ikke kun barnevogn og andet babyudstyr, det er vigtigt at have i tankerne. Arveforholdene ændrer sig, så snart du venter barn. Derfor er det vigtigt, at du kender reglerne. Og de er forskellige alt efter, om du er gift eller samlevende.

Hvad med arven hvis du er gift og får børn?

Som ægtefæller arver man efter hinanden. Har du ingen børn, så arver din ægtefælle alt efter dig, hvis du ikke har bestemt andet via et testamente.

Du kan skrive testamente for 75 % af dit boslod. Når du er gift, udgør dit boslod halvdelen af dit og ægtefællens delingsformue. I en delingsformue indgår alle ejendele, værdier og gæld; det vil sige bankkonti, bolig, bil og værdipapirer med mere.

Når du får børn, så ændrer arveforholdet sig. Nu skal dit barn og din ægtefælle dele dit boslod efter din død. Hvis du efterlader det som kontanter, så kan arven til barnet nemt tages derfra. Udfordringen er en anden, hvis værdien er friværdi i jeres fælles bolig. Så kan barnet kun få sin arveandel ved at huset bliver solgt, eller hvis din ægtefælle kan låne pengene.

Derfor kan det være en god ide at skrive testamente til fordel for ægtefælle, da du så kan mindske den del, som skal udredes til et eller flere børn.

Man har dog som ægtefæller med fælles børn mulighed for at sætte sig i uskiftet bo. Det betyder, at børnene først skal modtage deres arv, når den sidste forældre dør. Sidder man i uskiftet bo, kan man dog ikke gifte sig igen uden at skifte.

Testamentet giver samlevere selvbestemmelse

Samlevere arver ikke efter hinanden. Heller ikke selvom man har boet sammen i flere år. Så når du får et barn, så er det altså barnet, som arver alt efter dig.

Hvis du ønsker, at det skal være anderledes, så skal du skrive testamente. Med et testamente kan du selv bestemme, hvem der skal arve. Børn skal dog som minimum have en tvangsarv, men du har mulighed for at lave testamente for 75 % af det, som falder i arv efter dig. De øvrige 25 % er tvangsarven til dit barn eller til ligelig deling mellem flere børn.

Hvis I har boet sammen i mere end 2 år eller har eller venter barn sammen, så har du mulighed for at lave et udvidet samlevertestamente.

Fordelen med det udvidede samlevertestamente er, at ugifte kan få arveret efter hinanden, som var de gift. Hvis du bestemmer, at din samlever skal arve “mest muligt” fra dig og omvendt, vil den længstlevende af jer arve 7/8 (87,5 %), mens afdødes barn eller børn af afdøde vil arve 1/8 (12,5 %).

Samlever skal som ægtefælle udrede den arv, som barnet skal have.

Forsikringer giver dig frihed

Hvis du vil undgå at skulle låne til børns arveandel eller undgå blive tvunget til at sælge huset, så kan det anbefales, at du tegner en forsikring, som kan sikre dine nærmeste økonomisk – både til at kunne leve videre med én indtægt, men også for at kunne betale barnets ellers børnenes arv. Det giver dig større frihed til selv at vælge.

Dine pensioner udbetales uden om boet. Direkte til den eller de, som du har indsat som begunstiget.

Selvom du som gift kan udskyde betalingen af arven ved at sætte dig i uskiftet bo, så er der mange, som gerne vil skifte med det samme for at undgå ulemperne ved det uskiftede bo. Ulemperne ved at sidde i uskiftet bo er blandt andet, at den efterladte ægtefælle ikke kan indgå nyt ægteskab – medmindre man så skifter på det tidspunkt, men her kan formuen være vokset. Hvis du sidder i uskiftet bo, kan du heller ikke lave testamente for den formue, der udgør det uskiftede bo.

Nyd livet som nybagte forældre

Uanset hvor meget du planlægger, så kan du ikke planlægge dig til sikker nattesøvn, hvad angår babysnak eller babygråd.

Men du kan planlægge dig ud af økonomisk utryghed, så du ikke skal ligge vågen over det. Derfor vil jeg anbefale, at du har styr på dette inden babyen kommer, så du og din partner kan nyde livet som nybagte forældre fuldt ud.

5 gode råd til dig, der vil skrive testamente

Af Bettina Brask
12. juni 2023 kl. 12.00
Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi

1/0