Hvad er en formue? Måske har du mere, end du tror
"Jeg har da ikke nogen formue."
Det er en sætning, jeg ofte hører.
Mange forbinder nemlig ordet formue med millioner på kontoen, investeringsejendomme eller store aktieporteføljer. Derfor tænker de ikke, at begrebet gælder dem.
Men en formue er i virkeligheden langt mere jordnær. Den består kort fortalt af de værdier, du ejer, fratrukket det, du skylder.
Har du en bolig, en pensionsopsparing, penge på en opsparingskonto eller investeringer, har du sandsynligvis allerede en formue.
Spørgsmålet er altså ikke nødvendigvis, om du har en formue. Men om du har overblik over den.
Overblik kan give økonomisk tryghed
Et overblik lyder måske ikke særlig opsigtsvækkende. Men det betyder mere for vores forhold til penge, end vi nogle gange tror.
I Jyske Banks Økonomibarometer kan vi se en tydelig sammenhæng mellem alder og økonomisk tryghed. De 18-34-årige vurderer deres økonomiske tryghed til 5,65 på en skala fra 1 til 10, mens de 68+-årige ligger på 7,60.
Noget af forklaringen kan naturligvis være, at ældre har haft længere tid til at opbygge deres økonomi. Men min erfaring er også, at økonomisk tryghed ikke kun handler om, hvor meget man har. Den handler i høj grad om at vide, hvordan ens økonomi faktisk ser ud.
For når du ved, hvad du ejer, hvad du skylder, og hvordan din økonomi udvikler sig, bliver det nemmere at træffe beslutninger. Skal du spare mere op, investere, afdrage på gælden – eller har du faktisk plads til at bruge lidt mere på det liv, du gerne vil leve?
Formuen kan være svær at få øje på
Det er faktisk ikke ualmindeligt, at folk bliver overraskede, når de ser deres økonomi samlet. Hvor stor er pensionen egentlig blevet? Hvor meget er gælden faldet? Og hvad betyder det for formuen, hvis boligen samtidig er steget i værdi?
Det er værdier, der ændrer sig lidt ad gangen og derfor kan være svære at få øje på i hverdagen. Først når man samler dem, opdager man måske, at ens økonomiske udgangspunkt er et andet, end man gik og troede.
Og det er her, formuen bliver interessant. Ikke bare som et tal, men fordi den fortæller noget om, hvilke muligheder du faktisk har.
Måske er der råd til at gå ned i tid tidligere end forventet. Måske kan du hjælpe børnene med deres første bolig. Eller måske opdager du det modsatte: at der er noget, du skal justere på for at nå derhen, hvor du gerne vil.
Begge dele er værdifuldt at vide.
Jeg møder også mennesker, som har råd til at bruge mere af deres opsparing, men som alligevel holder igen. For det er svært at bruge penge med ro i maven, hvis man ikke ved, hvad det betyder for økonomien på længere sigt. Her kan det samlede overblik gøre en forskel.
Derfor kan det være en god øvelse en gang imellem at zoome ud fra saldoen på kontoen og se på hele sin økonomi.