Skal konfirmandens pengegaver bruges eller spares op?

Foråret er kommet, hvor vi alle er klar til at nyde solens varme stråler. Foråret er også tid for den store dag, hvor mange unge mennesker er klar til at blive konfirmeret eller nonfirmeret. Og efter festen står mange unge glade tilbage med en pengesum, som skal bruges eller placeres.
Af Bettina Brask, Formueøkonom
24. april 2025 kl. 08.00

I 2024 var der ca. 68.500 unge mennesker i konfirmationsalderen. Heraf valgte 64,2 % at blive konfirmeret. Andre valgte nonfirmation. I denne tid er forberedelserne i gang med køb af tøj, gaver og planlægning af mad og fest.

For at blive konfirmeret skal de unge mennesker gå til forberedelse hos præsten og et antal gange i kirke inden konfirmationen. Kommer du i kirken i denne tid, så vil du møde mange af de kommende konfirmander.

En af de forberedelser, som du med fordel kan gøre sammen med din konfirmand eller nonfirmand, er at lave en aftale om de penge, det unge menneske vil få på dagen.

Hvad skal bruges nu?

Blå mandag er en dag, som mange konfirmander ser frem til. Med et behov og et ønske om at bruge nogle af deres penge.

Her kan det være en god idé at indsætte et beløb på en konto med et hævekort, som den unge kan bruge i butikker og på nettet. Der kan være mange fristelser på sådan en dag, så det er en god ide at aftale på forhånd, hvor meget dit unge menneske må bruge på dagen.

Hvad skal måske bruges senere?

Vil den unge gerne have en del af gavebeløbet stående klar, så det kan bruges til noget, som endnu ikke er besluttet, så kan pengene med fordel placeres på en opsparingskonto. Her kan pengene hurtigt hæves igen. Der kan vælges en konto med eller uden opsigelse. Ved at vælge en opsparingskonto med opsigelse får den unge en bedre forrentning af pengene, mod til gengæld at binde pengene i en kortere eller længere periode.

Større beløb, som skal gemmes til senere fx til kørekort eller ungdomsrejse, kan placeres på mere bundne vilkår. Afhængigt af den enkeltes ønsker, så kan jeg anbefale flere forskellige placeringsmuligheder.

Investering i værdipapirer

Har den unge endnu ikke fritidsjob, og derfor ikke benytter sig af frikortet, så vil jeg anbefale, at beløbet investeres i værdipapirer. Årsagen er, at når man ikke benytter sig af frikortet endnu, så kan afkastet af investeringen gøres skattefri. Investeringen skal blot ske i værdipapirer, som beskattes i kapitalindkomst – det kan være fx obligationer eller obligationsbaserede fonde.

Personfradraget udgør 51.600 kr. i 2025. Derudover skal man være opmærksom på, at hvis et gavebeløb modtaget af forældre bliver investeret, så bliver afkastet beskattet ved forældrene.

En aktiesparekonto – fleksibel med lav skat

En aktiesparekonto kan være en god idé, hvis den unge har udnyttet sit personfradrag eller blot har lyst til at sætte pengene i aktier. Fordelen ved en aktiesparekonto er en lav skat på 17 % af afkastet. Der kan købes og sælges aktier lige så ofte, som man vil – uden at betale kurtage. Og der kan frit hæves og sættes ind på kontoen, bare I holder jer inden for indskudsgrænsen.

Vær opmærksom på, at aktiesparekontoen opgøres efter lagerbeskatningsprincippet ved årets udgang, så man årligt bliver beskattet af eventuelle gevinster.

Boligopsparing – tænk fremtid nu

En anden rigtig god opsparingsmulighed er en boligopsparing. Selvom konfirmationsalderen er lige vel tidlig til at flytte hjemmefra, så kan den unge jo godt forberede sig, til den tid kommer. Boligopsparingen giver nemlig kontohaveren særlige fordele gennem en attraktiv indlånsrente. Der kan frit indbetales og hæves på kontoen, også til andre formål end lige bolig.

Det vigtigste er at blive bevidst om, hvornår pengene forventes at skulle bruges. På den måde kan du nemmere vælge den rigtige placering af beløbet sammen med den unge.

Ovennævnte muligheder er mine bud på gode økonomiske valg, men det er en god idé at kontakte din rådgiver i banken. Så kan I sammen finde den bedste løsning til netop din konfirmand eller nonfirmand.

Investering som opsparing til dit barn

Bettina Brask
Af Bettina Brask
24. april 2025 kl. 08.00
Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi

1/0