Forår er ofte tid for boligjagt

Skal du på boligjagt, så lad dig ikke afskrække af de mørke tal fra vinterens statistikker – virkeligheden på boligmarkedet ser bedre ud. Men gør op med dig selv, hvilken vej du vil gå i jagten. Nogle områder og hustyper er mere sikre end andre, og spekulation i stigende huspriser er som at spille på rouletten.
Af Mikkel Høegh, boligøkonom, Jyske Bank
03. april 2023 kl. 09.45

Efter vinter kommer forår – også på boligmarkedet. Vi har været igennem en mørk og grum tid, hvor ejendomspriserne har skullet tilpasse sig de højere renter og en ny tid efter corona. En stor del af tilpasningen er ved at have fundet sted, men ingen ved med sikkerhed, hvor bunden er. Har man imidlertid en konservativ tilgang til at købe bolig, og gør man det efter behov, så er der en pæn sandsynlighed for, at man kan købe til en pris, så man senere kan komme derfra med skindet på næsen. Derfor bør man ikke lade sig afskrække af de mange boligstatistikker – ude i virkeligheden rører boligmarkedet nemlig på sig.

Dengang vi havde held på rouletten

Engang for alt for mange år siden gik jeg på AGS. Amtsgymnasiet i Sønderborg. Amterne er for længst nedlagt, men AGS hedder stadigvæk AGS. Men nu står AGS for Alssundgymnasiet i Sønderborg. Nå, men den gang for længe siden fulgte jeg et kursus i Erhvervsøkonomi. Her besluttede klassen, at vi ville deltage i Danske Banks aktiespil. Vi gik hen og vandt, kom i Jyske Tidende og brugte præmien på en klassefest. Det var tider.

Vandt vi så, fordi vi var dygtige til at købe aktier? Nej, vi vandt, fordi vi var unge og ubekymrede. Vores appetit på risiko var med andre ord ganske stor. Vi startede spillet med at købe én aktie for alle pengene, og så håbede vi, at den ville stige. Det gjorde den. Det svarede til, at vi gik på kasino og satte alle pengene på ét felt på rouletten – og kuglen tilfældigvis stoppede der. Sådan kan man være heldig at få en gevinst.

Køb bolig efter dit behov

Netop gevinster optager mange, når talen falder på boligmarkedet. I min optik fylder det alt for meget. Når det kommer til boligøkonomi, så bør man ikke være ubekymret og risikovillig. Her skal man prøve at tænke langsigtet og lade fornuften sejre. Det er nemlig ikke givet, at man kommer fra boligmarkedet med en økonomisk gevinst.

Køber man derimod en bolig med det formål at opfylde ens boligbehov – som jo også har en økonomisk værdi – og har man en forholdsvis langsigtet strategi, så er sandsynligheden imidlertid stor for, at man senere kan komme fra boligen igen med skindet på næsen.

Over tid er der nemlig en tendens til, at boligmarkedet stiger mere, end det falder. Generelt falder det i perioder som nu, hvor priserne over en kort periode er steget for meget i forhold til indkomsterne. På langt sigt følger priserne imidlertid udviklingen i vores velstand – og over tid er vores velstand stigende som følge af produktivitetsforbedringer, investeringer mv. Så når vores indkomster kravler opad, så gør boligpriserne det også. Boligpriserne og BNP pr. indbygger følges således ganske pænt ad over tid.

Boligmarkedet er på vej i form igen

I perioder som tiden her efter corona er der imidlertid andre ting, der påvirker boligmarkedet. Priserne steg ganske meget, fordi der blev kanaliseret en del penge over i boligmarkedet. Samtidig blev en lang række boliginvesteringer fremrykket, idet vores hjem fik en helt anden betydning. Nu er samfundet normaliseret, og corona-boblen på boligmarkedet er i gang med at blive spolet tilbage. Det skyldes blandt andet, at finansieringsomkostningerne er steget kraftigt som følge af den markante pengepolitiske stramning.
Netop finansieringsomkostningerne, høje energipriser med videre, har betydet, at boligmarkedet i denne vinter har skullet finde sine ben at stå på. Forventningerne mellem køber og sælger har skullet afstemmes, og et nyt niveau for priserne findes. Derfor har boligmarkedet stået meget stille i denne vinter.

Efter vinter kommer imidlertid forår, og de første grønne skud – forårsbebuderne – er begyndt at vise sig. På boligmarkedet viser det sig som fremgang i fremvisningerne og lidt flere handler. Boligudbuddet er historisk lavt og understøtter priserne – visse steder i landet er der fortsat mangel på boliger. Det er min forårsfornemmelse, at vi vil se et boligmarked i bedre form her i foråret. Men husk på, at foråret er lunefuldt.

Statistikkerne halter efter virkeligheden

Er bunden så nået? Det ved vi ikke, men vi nærmer os nok. I den forbindelse skal vi huske på, at der laves rigtig meget statistik om boligmarkedet. Jeg studerer skam også disse tal, som vi løbende bliver bombarderet med – men vi skal altså lige huske, at tallene allerede er historie, når de bliver offentliggjort.

Lige nu ser vi løbende tal for den triste vinter, men aktuelt går det bedre, end tallene viser. Det er min klare fornemmelse ud fra de snakke og de indikatorer, jeg får hos ejendomsmæglere på tværs af landet. Foråret er normalt højsæson for boligkøb, så uanset at det måske godt kunne gå bedre, mon så ikke der trods alt vil være lidt optimisme at mærke i de kommende måneder.

Boligjagten kan gå ad to veje

Skal du nu ud på boligjagt, så kan du vælge to ting. Er du optaget af gevinsten, som jeg ikke synes, du skal lade dig forblænde af, så se efter en bolig i periferien. Gerne i et område, der efterfølgende vil blive påvirket af gentrificering – byfornyelse og demografiske forandringer. Det kan du måske vælge, hvis du er ung og ubekymret.

Alternativt vil jeg sige, at du skal kigge efter noget, hvor du kan forestille dig andre også gerne vil bo. Der er steder, der altid vil være attraktive for nogle. Kigger man fx på boligstatistikkerne ud fra postnumre og sammenligner kommunerne, så kan man i de geografisk større kommuner se, at boligpriserne i byerne klarer sig bedre end i periferien.

Et andet råd er, at du vælger de mest specielle og særprægede boliger fra. Langt de fleste jagter en helt almindelig bolig, med to værelser, et soveværelse, et godt køkken og to badeværelser. Det er muligt, at en standardbolig ikke giver den største gevinst, men standardvaren har en tendens til, at der altid er nogle der gerne vil denne type af bolig. Det er trods alt en boligform, vi har foretrukket igennem de sidste knap 100 år.

Rigtig god boligjagt.

Af Mikkel Høegh
03. april 2023 kl. 09.45
Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi

1/0