Ferietid handler også om de rigtige forsikringer

Min sommerferie går sydpå, nemlig til Italien. Det er ikke første gang, og jeg tror bestemt heller ikke, at det bliver sidste gang. Italien byder på så mange oplevelser, og jeg nyder det hver gang. Derfor varer det ikke længe, før planlægningen går i gang.
Min mand og jeg kører selv derned og bor i en hytte med en fantastisk udsigt ud over Gardasøen. Inden turen starter, bliver bilen pakket med alt, hvad der gør feriedagene hyggelige. Lige fra grill til badetøj. Det eneste, vi ikke har med i bilen, er vinen. Italien er fyldt med gode vingårde, som vi gerne benytter os af.
På taget af bilen har vi cyklerne, så vi kan tage ud på oplevelse. Nogle gange bare os selv – andre gange er min mand med en gruppe cykelherrer, som hjuler afsted ud i bjergene. Når de tager ud på disse bjergture, så har jeg telefonen ved mig. Hvis nu …
Husk altid at have dine forsikringer på plads
Det er ikke alle, der slipper med blå mærker og lidt afskrabninger ved et styrt. Nogle kommer mere alvorligt til skade. Derfor er det vigtigt, at du har styr på dine forsikringer. Men hvordan virker de? Lad os starte med fire af de vigtige:
Det blå sygesikringskort
Med det blå EU-sygesikringskort har du ret til læge- og hospitalsbehandling på samme vilkår som borgerne i det land, du er på ferie i. Kortet gælder i EU-lande samt Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz. Dette kort er vigtigt, hvis du får behov for sygehus eller læge. Det behøver ikke kun være på grund af et cykelstyrt. Det kan også være en sygdom, som pludselig opstår – f.eks. at dit barn får mellemørebetændelse efter mødet med vandet i poolen.
Din rejseforsikring
Med din rejseforsikring er du dækket for lægebehandling – også i lande, hvor det blå sygesikringskort ikke dækker. Rejseforsikringen kan dække både behandling og hjemtransport, fx hvis styrtet på cyklen er så slemt, at der skal operation til hjemme i Danmark, og der kræves sygetransport til hjemrejsen.
Men husk altid, at du skal se efter i betingelserne, om du er dækket ved den form for aktiv sport, du dyrker på din ferie. Og skal du på en længerevarende rejse, så vil jeg anbefale, at du tjekker, om din rejseforsikring nu også dækker på rejser ud over f.eks. 30 dage.
En rejseforsikring kan også indeholde dækninger, som sikrer dig ved ødelagt ferie, forsinkelse på rejsen samt meget mere. Så det er i det hele taget klogt at få tjekket den igennem.
Din ulykkesforsikring
Har du tegnet en ulykkesforsikring, så er du sikret en udbetaling, hvis du kommer til skade og får varigt mén. Det vil være en stor hjælp, som kan gøre det lettere at komme videre i livet.
Din ansvarsforsikring
Selvom jeg cykler helt godt, så er jeg ikke rutineret nok som cykelrytter til at køre holdkørsel. Her lægger man sig helt tæt på hjul og må ikke pludselig bremse op. Uha – det har jeg prøvet. Med det resultat, at den bagvedliggende cyklist kørte op i mig. Derfor er en ansvarsforsikring også et must, som du bør have, hvis uheldet er ude – og du lige pludselig kører ind i en anden. Eller på anden måde kan drages til ansvar for et uheld eller en ulykke. Har du en indboforsikring, så er ansvarsforsikringen indbygget i den.
Helbredssikringen giver tryghed på ferien og i hverdagen
Får du behov for behandlingshjælp i ferien, eller når du er kommet hjem igen, så kan en helbredssikring hjælpe dig. Helbredssikringen kan dække de efterfølgende udgifter til behandling, og derudover skaber den tryghed i din dagligdag.
I dag har over to millioner danskere en helbredssikring – også kendt som sundhedsforsikring – ofte gennem arbejdet, da den er til fordel for både arbejdsgiver og medarbejder. Med en helbredssikring får du hurtig adgang til undersøgelse og behandling, hvis du får smerter, bliver syg eller kommer ud for en skade.
Du får bl.a. adgang til hurtig undersøgelse, behandling og operation på privathospitaler eller hos speciallæge. Det kan også være behandlinger hos psykolog, kiropraktor, fysioterapeut, psykiater, akupunktør, zoneterapeut, diætist med videre.
Har du ikke ordningen via din arbejdsplads, eller er du selvstændig, så kan du selv oprette aftalen. Og har du børn, så kan du vælge, at de også skal være omfattet af forsikringen, indtil de fylder 24 år.
Forsikringer til hverdag og ferie
Forsikringer er vigtige – og ikke kun i ferietid. Det tror jeg, at de fleste kan blive enige om.
Men hvilke forsikringer skal man så vælge? De koster jo også penge hver måned, og med de mange muligheder kan det være svært at navigere rundt i. Derfor er min anbefaling, at du søger rådgivning, hvis du er i tvivl – eller bare ønsker tryghed for, om du er sikret ordentligt.
Så, start din planlægning af sommerferien nu. Ligesom mig.
Rigtig god sommerferie.