Aktionærer får skattelettelser lidt ad gangen

Folketinget har netop vedtaget at forhøje grænsen for, hvornår man som aktionær skal betale den høje udbyttebeskatning. Forhøjelsen af grænsen bliver indført gradvis over de kommende tre år, og altså ikke med fuld virkning fra næste år, som først aftalt af regeringen.
Af Bettina Brask, Formueøkonom i Jyske Bank
20. december 2024 kl. 10.00

Før sommerferien indgik regeringen en politisk aftale – Iværksætteraftalen. Den blev udmøntet i et lovforslag, hvor der var lagt op til skattelettelser for dig med en aktieindkomst.

Men … Skattelettelsen på aktieindkomsten bliver ikke helt, som politikerne i første omgang havde lovet dig. Det handler om grænsen for, hvor høj din aktieindkomst skal være før beskatningen stiger fra 27 % til 42 %.

Grænsen sættes løbende op i de kommende 3 år

Regeringen havde oprindeligt lagt op til, at grænsen for den lave beskatning fra 2025 skulle forhøjes fra de nuværende 61.000 kr. til 83.100 kr.

Det er i sidste øjeblik blevet ændret, og i går vedtog Folketinget i stedet en lovændring, som betyder, at grænsen i 2025 vil ligge på 67.500 kr. Det betyder, at hvis du har en aktieindkomst på under 67.500 kr., så slipper du med 27 % skat, men ligger din aktieindkomst på mere end 67.500 kroner, skal du betale 42 %.

I lovændringen beskrives grænsen i 2026 på 75.800 kr. (i 2025 tal). I 2027 får vi så grænsen, som oprindeligt var aftalt, nemlig 83.100 kr. (2025 tal). Da det er angivet i 2025 tal, så vil den endelige grænse i 2027 være lidt højere.

Du skal derfor blot være tålmodig. Du får den oprindeligt lovede skattelettelse via den forhøjede grænse, blot med to års forsinkelse.

Del denne side:

Seneste nyt fra Privatøkonomi

1/0