Vinderne af ”FremtidensLandmand” 2025 er kåret
Med innovative løsninger har tre landmænd gjort sig fortjent til både hæder og en pose penge med 25.000 kroner til hver, da de blev kåret som vindere af Fremtidens Landmand 2025 på landbrugsmessen Agromek i Herning.
Torben Sønderby er kåret som vinder i kategorien bæredygtighed
Torben Sønderby er kåret som Fremtidens Landmand i kategorien bæredygtighed, fordi han arbejder bredt med bæredygtighed på sin gård Klink Økologi.
Klink Økologi er Innovationsgård hos Arla, og derfor starter mange eksperimenter og nye idéer her på gården.
Generelt indsamler Torben Sønderby meget data om dyrenes adfærd. I stalden hænger der eksempelvis en række af kameraer, som registrerer, hvad og hvor meget køerne spiser. Når de så ånder i malkerobotten, kan man vurdere, hvilke køer der er mest klimaeffektive men også, om køerne har det godt.
Torben Sønderby er meget bevidst om, at klimaet ikke er det eneste parameter, når der tales om bæredygtighed, og derfor arbejder han løbende med at optimere og forbedre produktionen i forhold til miljø, klima, biodiversitet, økonomi og medarbejderne.
Christian Steen Mortensen er kåret som vinder i kategorien afsætning
Christian Steen Mortensen er kåret som Fremtidens Landmand i kategorien afsætning, fordi han ser muligheder og har succes med at tænke stort og tage kontrol over hele værdikæden fra æg til køledisk.
Christian Steen Mortensen har leveret økologiske kyllinger til Vendsyssel Fjerkræslagteri siden 2015, men da nyheden om slagteriets nedlukning kom, måtte han tage en hurtig beslutning.
Det var ikke muligt at finde andre aftagere til kyllingerne, så Christian Steen Mortensen overtog selv slagteriet sammen med sin kammerat Elias Hall i 2022.
Hurtigt fik makkerparret indgået nye aftaler med flere grossister, som aftog en stor del af de økologiske kyllinger. Siden har de to skabt en sund og endnu stærkere forretning med kombinationen af landbrug og slagteri.
Klaus Jakobsen er kåret som årets vinder i kategorien teknologi
Klaus Jakobsen er er kåret som Fremtidens Landmand i kategorien teknologi, fordi han med stor succes har investeret i teknologi, som nu er blevet en stor del af kvægbrugets hverdag.
Med 24 robotter foregår malkningen automatisk, og samtidig overvåger systemet køerne, så Klaus Jakobsen langt tidligere ved, hvis en ko eksempelvis er ved at blive syg. Det har bl.a. halveret køernes dødelighed i løbet af det seneste år.
Derudover holder Klaus Jakobsen et præcisionslandbrug, som gør, at han blandt andet sparer jorden for unødige pesticider og samtidig forbedrer indtjeningen.