Verdensøkonomien bremser langsomt op

Igen har centralbankerne sat renten op, og nu er de gået i venteposition for at se, hvordan inflationen reagerer. Jyske Bank vurderer, at 2024 kommer med en mild konjunkturnedgang og at det må være ”tæt på det optimale.” Der vil stadig være liv i økonomien, lyder det.
Af Cæcilie Møldrup Hedegaard, Journalist
11. oktober 2023 kl. 12.00

I en ny prognose kommer Jyske Bank med sit bud på, hvordan fremtidens verdensøkonomi ser ud.

Helt generelt er det forventningen, at verdensøkonomien står overfor en tid med mild konjunkturnedgang, og selvom det kan lyde som en dårlig nyhed, er det faktisk tæt på ”optimalt” taget situationen i betragtning. Sådan lyder det fra Niels Rønholt, der er cheføkonom i Jyske Bank:

”Vi forudser dermed en blød landing for økonomien, der er tæt på det optimale i en situation med lav ledighed og behov for lavere inflationspres.”

Har centralbankerne overdoseret?

Siden foråret 2022 har centralbankerne løbende hævet renterne med 4-5 procentpoint for at få inflationen til at ligge omkring 2 procent.

”Og skal det lykkes, kræver det formentlig nedgang på arbejdsmarkederne. For hvis ikke ledigheden stiger, er der risiko for, at lønpres fastholder en for høj inflation,” lyder det i prognosen.

Men når man skruer så markant på renterne, er der altid en risiko. Formålet er jo at lægge en dæmper på folks private forbrug, men den effekt vil altid komme med forsinkelse, og derfor kan det være svært at vurdere, hvor meget renterne skal hæves.

”De meget store renteforhøjelser indebærer en betydelig risiko for overdosering, så landingen bliver hård med dybere aktivitetsnedgang,” lyder det.

Men forventningen i Jyske Bank er, at doseringen er rigtig, så der også i 2024 vil være liv i økonomien.

Stærk dansk økonomi

Samlet set er billedet af dansk økonomi stadig forholdsvis robust til trods for de store rentestigninger.

”Beskæftigelsen stiger stadig om end i et lavere tempo, boligpriserne har været let stigende, og købelysten har også været svagt opadgående,” lyder det i prognosen.

Men det forventes nu, at de højere renter vil lægge en dæmper på dansk økonomi. Og i efteråret 2024 er det sandsynligt, at renterne sættes ned igen.

Dyrere at låne

Det er blevet dyrere at låne penge til en bolig i Danmark. Ydelsen på et nyt, fastforrentet boliglån på 2 mio. kr. er i runde tal steget fra 75.000 til nu 100.000 om året. Stigningen er endnu større, hvis man vil have afdragsfrihed.

Boligkøberne skal altså have flere penge op af lommen for samme produkt som tidligere. Det gør, at man må købe for mindre, og at der er færre penge til fornøjelser i budgettet.

I prognosen lyder vurderingen, at vi formentlig ikke har set den fulde effekt af de dyre lån endnu, og vi risikerer da også, at den danske økonomi bliver hårdere ramt end ventet.

Læs mere om verdensøkonomien i 2024 og få uddybet udsigterne for Kina, Euroområdet, USA, UK, Norge og Sverige i den samlede prognose her [PDF].

Af Cæcilie Møldrup Hedegaard
11. oktober 2023 kl. 12.00
Del denne side:

Seneste nyt fra Business

1/0