Tre tendenser fra årets transportmesse

Messecenter Herning dannede den 21.-23. marts ramme for transportbranchens fagmesse, Transport 2019. Se tre af tendenserne fra transportmessen 2019.
Af Jyske Bank
25. marts 2019 kl. 12.00

Messecenter Herning dannede den 21.-23. marts ramme for transportbranchens fagmesse, Transport 2019. Se tre af de store tendenser fra messen herunder.

Selvkørende bus ruller mod Danmark


Busturen, som vi kender den, er under voldsomme forandringer i disse år. Automatisering og selvkørende busser kommer tættere og tættere på at blive virkelighed.

I Stockholm har busselskabet Nobina indsat selvkørende busser på mindre strækninger, og nu er tiden ved at være moden til at betræde danske veje.

Besøgende på Transport 2019 kunne få en tur i den selvkørende bus, som selskabet satser på kommer til at transportere studerende ved DTUs Campus i København i løbet af i år.
Bussen er forsynet med infrarøde sensorer, som konstant orienterer bussen om dens position i forhold til dens omgivelser. Det gør det muligt for den at køre en forprogrammeret rute, men også at reagere på uforudsigelige hændelser.

Perspektiverne for selvkørende busser er store, mener selskabet, som peger på, at den vil kunne understøtte blandt andet hospitaler, hvor patienter og besøgende kan transporteres omkring uden større personaleomkostninger.

Dansker vil skabe bæredygtig renovation


Elektricitet er vejen frem i den tunge transportbranche, og det starter ved skraldebilen. Det mener Rasmus Banke, som de sidste to år har arbejdet på at udvikle en renovationsbil drevet af strøm. 

Den bæredygtige renovationsbil blev vist frem for offentligheden på Transport 2019. De første biler er allerede solgt, og efterspørgslen fra især det offentlige er stor - så ambitionerne for iværksætteren er høje. 

Der er flere fordele ved en bæredygtigt skraldebil. Den el-drevne vogn er fx god for klimaet. Den udleder stort set ikke CO2, når den er produceret. Og så er den også meget mere lydsvag end en traditionel skraldebil.

Teknologi og trafiksikkerhed går hånd i hånd


Henning Baloo Olsen kender alt til skyggesiden af jobbet som lastbilchauffør. Et trafikuheld og en kollega, som var involveret i en højresvingsulykke fik ham til at sætte sig for at finde en løsning på de mange problemer chauffører har med blinde vinkler, hvor de ikke kan se fx cyklister. Gennem de seneste 4 år har Henning kørt rundt med et udvidet sikkerhedssystem, hvor 11 kameraer placeret strategisk på bilen giver ham et 360 graders udsyn og reducerer risikoen for uheld betragteligt.

Resultatet kunne interesserede få lov at opleve på dette års Transport 2019.

Det bliver teknologien, som kommer til at hjælpe logistikbranchen ud af uheldsstatistikerne, mener lastbilchaufføren, som i øjeblikket er ved at tage næste skridt i samarbejde med tre ingeniører fra DTU. De er igang med at udvikle et system, hvor føreren via et Augmented Reality headset og nogle kameraer får mulighed for at se direkte igennem instrumentbrættet og ud gennem siderne og bagsiden af lastbilen. 

Del denne side:

Seneste nyt fra Business

1/0