Toldkrig tåger udsynet for dansk økonomi

Dansk økonomi kører stadig derudad med flere i arbejde og stigende boligpriser. Men usikkerhed fra USA’s toldpolitik får forbrugertilliden til at dykke – og det kan på sigt bremse væksten, hvis bekymringerne ikke letter, advarer økonomer i en ny analyse.
Af Cæcilie Møldrup Hedegaard, Journalist
04. juni 2025 kl. 09.00

Der er gang i hjulene herhjemme, men forbrugerne er blevet bekymrede. Forbrugertilliden er faldet mærkbart det seneste halve år. Det hænger især sammen med de skiftende meldinger om nye toldsatser fra USA. De bliver indført, fjernet og ændret igen – og det skaber uro.

”Usikkerhed sætter potentielt forbrug og investeringer på pause,” siger Niels Rønholt, der er cheføkonom i Jyske Bank.

Foreløbigt er der dog ikke tegn på, at forbruget eller boligmarkedet er gået i stå. Tværtimod stiger boligpriserne fortsat – især for ejerlejligheder.

Told på 10 % rammer kun en lille del

USA har indført en told på 10 % på EU-varer. Det gælder også varer fra Danmark. Men kun omkring 3 % af den danske eksport går direkte fra Danmark til USA og rammes af tolden. Derfor ventes den samlede effekt at blive begrænset.

”EU’s og Danmarks vareeksport til USA er dog trods alt ikke større end, at 10 % told næppe vil have meget stor, negativ effekt på konjunkturerne," siger Niels Rønholt.

Det står i stærk kontrast til tolden mellem USA og Kina, der tidligere har været helt oppe over 100 %. De høje satser blev i april fjernet, og det skabte lettelse på aktiemarkederne, hvor tab blev indhentet.

Vækst trods bump på vejen

Trods usikkerheden ventes dansk økonomi at vokse med 2,5 % i år og 1,7 % næste år. Det skyldes blandt andet, at medicinalindustrien er på vej op igen, og at Tyra-gasfeltet er genåbnet og bidrager til produktionen.

"Vores hovedscenarie er moderat vækst videre ind i 2026, hvor beskæftigelsen stadig stiger lidt," lyder det fra cheføkonomen.

Beskæftigelsen stiger stadig, og boligpriserne løftes af de lave renter. Her venter økonomerne dog kun få rentefald endnu.

Udsigten: Lidt tåget – men ikke mørk

Der er stadig medvind i økonomien, men den globale tolduro har kastet tåge over udsigten. Det kan få danskerne til at tøve – og det er værd at holde øje med.

"Faldet er selvfølgelig udtryk for økonomisk bekymring hos forbrugerne," siger Niels Rønholt.

Men som tallene ser ud nu, er dansk økonomi i god form. Hvis usikkerheden ikke bider sig fast, og toldsatserne forbliver moderate, kan væksten sagtens fortsætte i de kommende år, lyder konklusionen.

Læs hele prognosen [PDF]

Cæcilie Møldrup Hedegaard
Af Cæcilie Møldrup Hedegaard
04. juni 2025 kl. 09.00
Del denne side:

Seneste nyt fra Business

1/0