Temperaturen på dansk erhvervsliv
”Vi har en forventning om, at pilen peger en lille smule opad for dansk økonomi i de kommende år. Den hjemlige forbruger nyder godt af, at lønstigningerne er høje, inflationen er kommet ned, og renterne bliver sat ned. Men truslen imod dansk økonomi den kommer helt klart udefra. Hvis der skal komme en afmatning i økonomien, så vil det være fordi, at eksportmarkederne bliver ramt,” lyder det fra Niels Rønholt.
Svagere udvikling i Tyskland og Kina
Ifølge cheføkonomen er der særligt to udfordringer, som kan få betydning for dansk økonomi fremover. Og det vil virksomhederne mærke før alle andre.
”Den første udfordring er Tyskland, som længe har været inde i en svag udvikling og bliver presset ikke mindst på deres bilindustri fra kinesisk elbil-produktion. Den anden bekymring er Kina, som har en mindre stærk økonomi end tidligere, og som er udfordret af et boligmarked, der er overophedet. Så de to ting – uafhængig af præsidentvalget – er udgangspunktet for de scenarier, vi kigger ind i fremover,” forklarer Niels Rønholt.
Dansk økonomi står og falder ikke med eksporten til USA
Med en Donald Trump på præsidentposten, og lovløfter om forøgelse af toldsatser og handelsændringer, vil alt andet lige også kunne få en negativ effekt på verdensøkonomien – også i Europa. Men ifølge Niels Rønholt er det vigtigt at have proportionerne på plads:
”Hvis vi kigger på Danmarks direkte eksponering mod USA og dansk eksport mod USA, så er det rigtigt, at USA er vores største eksportmarked som land. Men EU som helhed er et langt større eksportmarked,” siger han og fortsætter: ”Den anden ting er, at meget af den danske eksport, som går til USA, allerede bliver produceret i USA i dag, men det tæller som eksport, fordi det er produceret af danske datterselskaber. Så det korte af det lange er, at dansk økonomi ikke står og falder med eksporten til USA”.
Toldafgift kan modvirkes af en stærk valuta
Heller ikke en toldafgift vil ifølge Niels Rønholt vende op og ned på dansk økonomi, selvom det kan opleves som et drastisk skridt, da vi ikke er vant store til handelsændringer mellem USA og Europa. Men det vil give ekstra modvind til vores markeder i syd, som i forvejen er pressede:
”Hvis man er en mindre dansk virksomhed, der producerer i Danmark, har al sin eksport til USA, så er det selvfølgelig lidt en mavepuster, hvis man bliver mødt af fx 10 % told. Men når det er sagt, så skal man huske på, at selv med en 10 % told, så er det ikke det samme som, at vores eksport fra Danmark til USA vil forsvinde. Man kan sammenligne det med, hvis dollaren svækkes med 10 %, så har du sådan set den samme effekt. Som dansk virksomhed vil du stå med 10 % færre kroner i hånden, når du har solgt dine varer i USA. Skulle det omvendt ske, at dollaren styrkes, så vil det modgå en eventuel toldafgift. Og det er ikke usædvanligt, at dollaren svinger 10 % inden for et år,” forklarer Niels Rønholt.
Trumps logik med handelshindringer
Ifølge Niels Rønholt er der således ikke noget ved Trumps valgsejr, der umiddelbart truer dansk erhvervsliv alvorligt overordnet set, idet handelshindringer og toldafgifter også vil ramme amerikanerne selv, og derfor ikke er så ligetil:
”Alle økonomer ville sige, at handelshindringer egentlig bare gør begge parter fattigere. Jo mere vi handler med hinanden, jo mere hvert land producerer, det de er gode til, desto større velstand for begge parter. Trumps logik er, at man i USA oplever, at man har svært ved at konkurrere med de lønninger, der fx bliver produceret til i Kina, eller den kvalitet og viden på nicheområder, som vi kommer med fra Danmark. Så i virkeligheden vil han gerne beskytte sin egen industri. Men udfordringen er, at han rammer amerikanerne selv, fordi de får højere priser på deres egne varer, hvis de selv skal producere dem. Det kan godt være, det får skabt flere arbejdspladser i USA, men det betyder samtidig dyrere biler for dem selv. Så sat på spidsen burde amerikanerne have fokus på at producere og udvikle flere varer, som vi andre gerne vil købe, som vi ser det med Tesla og iPhone. Det ville for begge parter være en bedre vej til et mere balanceret handelssamarbejde,” slutter Niels Rønholt.
Du kan få mere viden om dansk erhvervsliv og den økonomiske udvikling i Erhvervs Brief, som sendes en gang om måneden. Her klæder Jyske Banks eksperter danske erhvervsvirksomheder på med seneste nyt om centrale økonomiske temaer, der har betydning for forretningsmiljøet. Udover udsigter for vækst, renter, valutakurser og energi vil også temaer som politiske udfordringer og forsyningskædeproblemer blive taget op, når det er relevant. Udsendelsen varer cirka 10 minutter. Du kan se udsendelsen her.