Skaber din bestyrelse nok værdi?
"Det er jo kommet bag på mig, at jeg kan stille krav til bestyrelsen. Det har jeg ikke gjort før. Jeg har hverken stillet krav eller forventninger til dem."
Sådan lyder det fra Palle Bendix, der er ejer og direktør i virksomheden BCOOL, der servicerer køleanlæg til maritime kunder fra hele verden.
Han er en af dem, som har haft glæde af Jyske Banks bog, der sætter fokus på passive bestyrelser i små og mellemstore virksomheder. I følge Søren Benedictus, der er Senior Specialist i Jyske Bank og medforfatter på bogen, er der nemlig meget at vinde for virksomheder, der udnytter deres bestyrelsesmedlemmers kompetencer og får dem til at bidrage aktivt til virksomheden.
”Den hjælper dem med, at de kan bruge bestyrelsen mere effektivt – at bruge den her lavthængende frugt og fantastiske mulighed af viden og kompetencer, som er ude i samfundet, og som man faktisk kan hive ind i virksomheden,” fortæller Søren Benedictus.
Det er især vigtigt, at bestyrelsens kompetencer matcher virksomhedens mål.
”Der skal være nogle med rigtig skarpe kompetencer i specielle emner, der understøtter virksomhedens strategi,” siger Søren Benedictus og tilføjer, at man bør skifte ud i sin bestyrelse løbende, hvis virksomhedens strategi ændrer sig.
Og BCOOL er ikke den eneste virksomhed, som har undervurderet potentialet i sin bestyrelse.
”Mange har egentlig sagt, at en bestyrelse ikke er noget, de bruger kræfter på, hvor jeg ser det som en kæmpe mulighed for at blive bedre i konkurrenceevnen, og det vil de kunne ved at bruge bestyrelsen rigtigt,” fastslår Søren Benedictus.
Hos BCOOL er Palle Bendix ikke i tvivl om, at det nye fokus på bestyrelsen har haft en mærkbar værdi.
”Vi har stået i stampe i mange år i vores virksomhed, og med det her kommer der et helt andet tryk på virksomhedens udvikling, så det er helt sikkert noget, vi skal blive ved med,” understreger han.