Nyt samarbejde skal understøtte kundernes arbejde med bæredygtighed

Jyske Bank tilbyder sine erhvervskunder fordelagtig adgang til værktøjer, der kan gøre det lettere at få overblik over deres mål og indsatser på bæredygtighed og CO2-udledning. Fra beregning til styring og rapportering. Det sker i nye samarbejder med Verarca og Rambøll.
Af Peter Lindbjerg, Journalist
22. januar 2025 kl. 09.00

Nye samarbejder med Verarca og Rambøll giver Jyske Banks erhvervskunder en fordelagtig adgang til to operationelle værktøjer i arbejdet med bæredygtighedsrapportering og CO2-beregning.

”Vi har valgt at gå ind i samarbejderne, så vi kan tilbyde vores kunder relevante værktøjer til at understøtte de rapporteringsudfordringer, de står overfor. Markedet kan være svært at navigere i, og der findes et hav af udbydere inden for både CSRD-rapportering og frivillig rapportering,” fortæller Katrine Ziska, der er senior fagansvarlig inden for bæredygtighed i Jyske Bank Erhverv.

Hun forklarer, at de nye samarbejder omkring værktøjer til arbejdet med bæredygtighed er et helt naturligt element i bankens generelle ønske om at understøtte erhvervskunderne i deres strategiarbejde.

”I dag er bæredygtighed en vigtig del af, hvad en virksomhed bør forholde sig til strategisk. Derfor vil vi gerne inspirere til at komme i gang med at arbejde med bæredygtighed i god tid, så de såvel strategisk som operationelt kan være på forkant med markedet og de efterspørgsler, som de potentielt set kan mødes af,” siger Katrine Ziska.

Nemmere og mere overskueligt

Det nye tilbud til kunderne drejer sig helt konkret om to værktøjer: Det ene er Verarcas værktøj til automatisk beregning af CO2-aftrykket fra de økonomiske aktiviteter. Et værktøj som kan bruges af virksomheder i alle størrelser og segmenter. Det andet er Rambølls CSRD Navigator, som er et styrings- og rapporteringsværktøj. Det er særligt målrettet virksomheder, der er omfattet af EU’s direktiv om bæredygtighedsrapportering (CSRD).  

Begge værktøjer kan således bidrage til at gøre det nemmere og mere overskueligt at arbejde med de mange krav, der ikke alene stilles via lovgivning, men i stigende grad også i form af forventninger fra fx medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere.

”Vi har valgt at samarbejde med netop Verarca og Rambøll ud fra deres viden og kompetencer inden for bæredygtighed. Det er egenskaber, der kommer til udtryk i de operationelle værktøjer, de tilbyder. Vi vurderer, at det er værktøjer, som kan bidrage til at give vores kunder et godt overblik,” forklarer Katrine Ziska.

De to nye samarbejder har begge form af henvisningsaftaler, som giver særlige rabatter til Jyske Banks erhvervskunder. Banken får ingen henvisningsprovision som led i samarbejdet.

Inspiration til at komme godt i gang …

Ved at indgå samarbejder med Verarca og Rambøll bygger Jyske Bank ovenpå den sparring og inspiration, som i forvejen tilbydes bankens erhvervskunder på bæredygtighedsområdet. Tilbud, der spænder fra kundemøder med strategisk sparring til workshops og events ved bankens specialister på bæredygtighedsområdet.

Dertil kommer en række inspirationsfoldere, der giver indsigt i, hvordan arbejdet med bæredygtighed kan sættes godt i gang. Fra indsamling og opgørelse af ESG-data til væsentlighedsanalyse og rapportering.

Få mere inspiration

Del denne side:

Seneste nyt fra Business

1/0