Mange virksomheder har skjulte AI-kompetencer
Dansk erhvervsliv ligger nummer et i Europa, når det gælder implementering af kunstig intelligens. Men AI-potentialet er langt fra fuldt udnyttet. Det skyldes i høj grad, at mange ledere ikke føler sig klædt på til at gå forrest og skabe en stærk AI-kultur i deres virksomhed.
Det er et af temaerne i den nye udgave af Jyske Banks halvårlige magasin Risikooverblik, der tager afsæt i, hvad der fylder i dialogen med erhvervslivet.
”Særligt på de små og mellemstore virksomheder kan det være svært for lederne at implementere AI-værktøjer. Mange føler ikke, at de har overblikket over, hvad sådan et værktøj kan bruges til. Og så er det også et spørgsmål om tid og ressourcer. For det kræver en indsats at få det implementeret,” fortæller Line Holt Nielsen, der er strategikonsulent i Jyske Bank.
”Men AI er blevet en forankret del af verden, og det bliver en nødvendighed i fremtiden i forhold til tiltrækning og fastholdelse af medarbejdere. Implementeringen af AI må ikke bare ses som endnu et it-projekt,” understreger hun.
Fra ild i øjnene til handlingsplaner
I sit arbejde er Line Holt Nielsen i tæt dialog med erhvervslivet og kommer rundt på mange virksomheder. Blandt hendes specialer er, hvordan virksomheder kan skabe og implementere en sund AI-kultur. Og hvordan virksomhedens AI-politik kan bruges aktivt som et middel til at fastholde og rekruttere medarbejdere med de rette kompetencer.
”Jeg oplever, at der er rigtig mange medarbejdere, der gerne vil det her. Og mange ledere kan godt se, at det er en nødvendighed at være med på AI-dagsordenen. Der er noget ild i øjnene derude. Der hvor det kan blive bedre, er at få konverteret den ild i øjnene til konkrete handlingsplaner,” siger Line Holt Nielsen og fortsætter:
”Vi kan jo se, at der bliver skreget efter arbejdskraft, der har AI-kompetencer. Antallet af jobopslag med krav om AI-kompetencer, er steget fra 268 i 2018 til 23.000 i 2024, viser tal fra PwC. Det er et kæmpe boom. Problemet er, at der ikke er 23.000 ansøgere, der har AI-kompetencer. Men mange virksomheder kan hente en masse ved at opkvalificere egne medarbejdere gennem træning og uddannelse.”
Vær nysgerrig på egne medarbejdere
Flere analyser viser, at en virksomheds ansatte generelt bruger AI væsentligt mere i opgaverne, end lederne er klar over, fortæller Line Holt Nielsen.
Ofte er det altså medarbejderne selv, der finder AI-løsninger, som kan gøre deres arbejdsdag lettere og mere effektiv. I de yngre generationer har mange allerede AI godt inde under huden fra deres uddannelse, og de har en klar forventning om, at en arbejdsplads har AI-værktøjer til det mere kedelige og rutineprægede arbejde.
”Mit råd til virksomhederne er, at de skal være nysgerrige på egne medarbejdere. Hvis man gerne vil i gang med et AI-projekt, så skal man finde dem, der har ilden i øjnene, og få dem til at være ambassadører og frontrunnere på at drive AI-projektet. Det kan være på tværs af generationer, for jeg møder også mange fra den lidt ældre generation X, der faktisk gerne vil det her værktøj.”
AI er ikke et mål i sig selv
Line Holt Nielsen ser det som en ledelsesopgave at gøre sig nogle overordnede tanker om brugen af AI i virksomheden. Men det er vigtigt at få medarbejderne med ombord.
”Ledelsesteamet skal finde ud af, hvordan man vil bruge AI – og til hvad. Skal det fx bruges til at lette kundeservice eller lette interne processer. Men som ved alle forandringer i en virksomhed, så skal AI-kulturen også være medarbejderdrevet. Det er vigtigt, at ledelsen hører medarbejdernes holdning og ønsker til, hvordan de gerne vil bruge AI. Det handler om både indsigt og inddragelse,” forklarer Line Holt Nielsen.
Og så advarer hun mod at opgaven lander mellem to stole. Det er vigtigt at afklare, hvor ansvaret ligger og hvem, der skal drive projektet. Ligesom det er vigtigt, at der er en forventningsafstemning i forhold til opgaven og de ressourcer, den kræver.
”Som leder skal man være klar til at sætte tid af til, at nogle medarbejdere tester og træner i mulighederne. Selvom der ryger tid fra andre opgaver. Det er vigtigt at tænke langsigtet. Og så må AI ikke blive et mål i sig selv, men et middel til at det bliver nemmere at nå frem til målet,” understreger Line Holt Nielsen.
Et værditilbud ud over bankforretning
I Jyske Bank kan erhvervskunderne få hjælp til AI på forskellige niveauer i processen. Det er et af de værditilbud banken har udover traditionel bankforretning. Typisk er det virksomhedens faste erhvervspartner, der arrangerer et møde med deltagelse af en af bankens AI-specialister.
Tilbuddet omfatter sparring og rådgivning om alt fra, hvordan man kommer godt i gang med strategi-processen til, hvordan den færdige proces kan implementeres. Om ledelsesopgaven, menneskelig adfærd, motivation og nysgerrighed, psykologisk tryghed, feedback, employer branding, tiltrækning og udvikling af talenter, AI i markedsføringen og meget mere.
”Behovene er forskellige fra virksomhed til virksomhed, og særligt i små og mellemstore virksomheder kan det være svært at komme helt op i helikopteren på det strategiske niveau i forhold til, hvad det kan give på tværs af virksomheden,” siger Line Holt Nielsen og tilføjer:
”AI er meget mere end ChatGPT og har så meget potentiale.”
Kontakt din erhvervspartner, hvis du ønsker et møde med en af Jyske Banks specialister med fokus på AI.