Indbetal på din ophørspension og få fradrag

Hvis du sælger din virksomhed, har du mulighed for at indbetale på en speciel fradragsberettiget pension. Indbetalingen på den særlige fordelagtige pension, kan anvendes til at forsøde seniortilværelsen eller skubbes videre til næste generation.
Af Bettina Brask, Formueøkonom i Jyske Bank
17. juni 2024 kl. 14.00

Hvad drømte du om at blive, da du var barn? Brandmand, frisør eller astronaut?

Da min søn gik i børnehave, fortalte han pædagogerne, at han ville være leder. De voksne i børnehaven tænkte, at det var da utroligt at et barn kunne sige sådan. Ved et barn egentlig, hvad det betyder at være leder. 

De voksne spurgte forsigtigt drengen: ”Hvorfor vil du gerne være leder?” Hans svar kom hurtigt og helt naturligt: ”Fordi jeg er god til at finde ting!”

Er du blevet leder i din egen virksomhed, og har du solgt den eller går og overvejer det, så kan du med fordel anvende din ophørspension til at placere provenuet fra salget. På den måde udskyder du beskatningen af fortjenesten til det tidspunkt, hvor pensionen udbetales.

Hvem kan oprette en ophørspension?

Du kan oprette og anvende en ophørspension, hvis du driver eller har drevet en aktiv virksomhed. Det kan være som selvstændig eller som hovedaktionær i et selskab. Aktiv virksomhed betyder, at din virksomhed ikke i overvejende grad må have bestået i værdipapirer eller udlejning.

Samtidig er der krav om, at du er fyldt 55 år, og at du har drevet selvstændig virksomhed i mindst 10 år inden for de seneste 15 år.

Ophørspensionen kan oprettes som livrente eller ratepension – og der er særlige skattemæssige vilkår, når det sker i forbindelse med salg af virksomheden. Hvis du indbetaler samme år, som du sælger virksomheden, eller senest 1. juli året efter, får du fradraget i skatteopgørelsen for salgsåret.

Fradraget for indbetalingen sker i din personlige indkomst.

Hvordan placeres pengene?

Du kan vælge at placere pengene på en livsvarig livrente, så du får en løbende udbetaling resten af dit liv. Her kan udbetalingen starte straks, blot du har nået din pensionsudbetalingsalder.

Indbetaler du derimod på en ratepension, så skal udbetalingen ske over en periode, som du selv vælger – minimum 10 år – og udbetalingen ophører senest ved død. Beløbet skal dog stå på ratepensionen i minimum 5 år, inden udbetalingen kan starte. Og du skal have nået din pensionsudbetalingsalder.

Lad pengene gå i arv?

Har du ikke selv brug for pengene for at kunne leve det gode liv, så kan du tænke næste generation ind. 
Det kan du gøre ved at placere pengene på en ratepension. Her behøver du ikke starte en udbetaling, men kan lade pengene stå til efter din død.

Lader du på den måde pengene gå i arv, så bliver de udbetalt til den eller de, du har valgt at indsætte som begunstiget – minus en afgift på 40 %. Hertil kommer bo- og gaveafgift.

Vær opmærksom på indbetalingstidspunktet

For at få fradrag i salgsåret skal du indbetale til en ophørspension senest 1. juli i året efter virksomheden er solgt. Her kan du indbetale den skattepligtige fortjeneste fra salget af virksomheden – dog maks. 3.162.500 kr. (2024-tal).

Et succesfuldt salg af en virksomhed hænger ofte sammen med en god planlægning. Min anbefaling er, at du søger sparring og råd hos din rådgiver – og at du inddrager din revisor i dine beslutninger. Også når det gælder ophørspension.

Tips til dig med personlig drevet virksomhed 

Del denne side:

Seneste nyt fra Business

1/0