Hvem passer butikken, hvis du ikke længere kan?
Da jeg var barn, var min far selvstændig landmand og havde en større ejendom med flere ansatte. Jeg nød godt af, at min far og mor altid var hjemme. Men selv om far var hjemme, så var han altid i gang – enten i stalden, på markerne eller i skoven. Driften afhang af ham. Hver dag og hver weekend. Når han ikke var ude, så lavede han kontorarbejde til lyden af klassisk musik.
Far fortæller selv, at han en gang var syg og virkelig ikke kunne rejse sig fra sengen. Han ønskede bare at sove. Heldigvis havde han ansatte, som kunne fodre dyrene med videre, men alligevel … Der var en trafik til soveværelset af ansatte med spørgsmål om driften – og der var folk, som ringede. Heldigvis kunne min far godt svare, selv om han havde haft bedst af at sove. Men for andre kan det ske, at de ligger i sengen uden at være i stand til at svare.
Uanset om din virksomhed er stor eller lille, så er den afhængig af dig. Derfor er det vigtigt, at du beslutter, hvem der skal have fuldmagt til at varetage virksomhedens interesser, hvis du ikke længere kan på grund af fx blodprop eller demens. På samme måde, som du bør gøre dig nogle overvejelser omkring dit private liv, så bør du også som virksomhedsejer tage dine forholdsregler – og få oprettet både en fremtidsfuldmagt og et virksomhedstestamente.
Virksomhedstestamente
Et virksomhedstestamente er ikke et juridisk dokument. Det er mere en instruks om, hvem der skal gøre hvad og hvordan. Du skal tænke på det som et dokument, der kan findes frem fra pengeskabet og guide dine ansatte i virksomheden eller dine pårørende til at foretage de valg, som er bedst for virksomheden.
Det skaber tryghed for dig som ejerleder, for din familie og dine ansatte, samt for virksomhedens interessenter, at der ligger en plan, som tager højde for værst tænkelige tilfælde.
Nøglepersonerne får alle de relevante informationer om, hvem der er virksomhedens sparringspartnere ved bank, revisor og advokat, og så kan det igangværende arbejde hurtigt og smertefrit fortsættes i et godt samarbejde. På den måde sikrer du, at virksomheden enten drives videre efter din strategi eller bliver afhændet på den måde som du ønsker.
Hvad er en fremtidsfuldmagt?
En fremtidsfuldmagt er derimod et juridisk dokument, som træder i kraft, hvis du fx bliver ramt af sygdom eller af en ulykke, så du selv er ude af stand til at træffe beslutninger. Med fuldmagten giver du fx de udvalgte den juridiske adgang til bankkonti, mulighed for at kunne sælge dit hus eller andre ting.
Når du opretter en fremtidsfuldmagt som virksomhedsejer, så vælger du en eller flere personer, der får fuldmagt til at træffe de vigtige beslutninger på dine vegne, hvis du selv mister evnen. Det kan fx være en ægtefælle, et eller flere voksne børn eller din partner i virksomheden. Du kan uddele dine opgaver og ansvarsområder på forskellige personer, som matcher deres kompetencer.
Uanset hvem du vælger, så sørg for at have en god dialog omkring det. På den måde sikrer du dig, at vedkommende har både evnen og viljen til at tage opgaven og kender dine ønsker og holdninger.
I fremtidsfuldmagten kan du angive de retningslinjer, som dine fuldmægtige skal følge. Og det er vigtigt, at den er målrettet virksomhedens konkrete forhold. Derfor kan jeg ikke anbefale, at du bare laver en standard-fremtidsfuldmagt.
Og husk så, at fuldmagten kun træder i kraft, hvis du en dag i fremtiden mister evnen til selv at varetage dine egne og virksomhedens interesser. Og at det er Familieretshuset, der afgør om fuldmagten skal træde i kraft – bl.a. ud fra en lægelig vurdering. Du kan derfor sammenligne fuldmagten med en forsikring.
Udfordringer uden fremtidsfuldmagt
Hvis du ikke får oprettet en fremtidsfuldmagt, så andre kan handle på dine vegne, så kan virksomheden risikere at gå i stå. Også selvom I er flere ejere. De øvrige ejere kan risikere at blive bremset af, at de ikke kan handle uden dig.
Da alle virksomheder er bygget forskelligt op, vil der også være forskellige løsninger. Den bedste løsning for dig og din virksomhed kan du finde ved at forestille dig værst tænkelige situation. Tag gerne en snak med din rådgiver – og få så lavet begge dokumenter korrekt i samråd med din advokat. En fremtidsfuldmagt, der gælder, mens du er i live – og et virksomhedstestamente, der sætter scenen ved din død eller sygdom.
Husk også at ændre i dokumenterne, hvis der sker ændringer i dit liv eller i din virksomhed, fx ændringer i ledelsen. Det er vigtigt, at både fuldmagt og testamente altid er opdateret.
Mit budskab til dig er, at du tænker de forskellige scenarier igennem, hvor du ikke længere kan tage din mobil. Og at du får lagt din strategi – både som privat og for virksomheden. Og min far … Jo, i dag slapper han af uden drift eller regnskaber, men den private fuldmagt har han sørget for at have på plads.