GenstartNU yder gratis rådgivning til udfordrede virksomheder

Fra den ene dag til den anden lukkede coronavirus virksomheder ned. Nu er det tid til at komme i gang igen, og her er projektet GenstartNU klar med gratis rådgivning til udfordrede virksomheder.
Af Jyske Bank
26. juni 2020 kl. 12.00

Fra den ene dag til den anden lukkede coronavirus virksomheder ned. Mange brancher blev ramt, og muligheden for at skabe omsætning blev afløst af muligheden for hjælpepakker.

Nu er det tid til at komme i gang igen, og her er projektet GenstartNU klar med gratis rådgivning til udfordrede virksomheder. GenstartNU er Industriens Fonds tilbud om gratis rådgivning til coronaramte virksomheder. Særligt de virksomheder med 10-500 ansatte, der beskæftiger sig med produktion, fremstilling eller teknologi her i Danmark.

Rådgivningen kan være af akut karakter, men kan også handle om en langsigtet strategisk gentænkning af forretningen.

Povl Møllers maskinfabrik fik gratis rådgivning

Coronavirus lukkede mange af de fabrikker, Povl Møllers Maskinfabrik normalt servicerer.
Maskinfabrikken i Borup har specialiseret sig i excenterpressere og centralsmørring, som man bruger bl.a. inden for metalindustrien og byggebranchen.

Men uden mulighed for at komme ud til kunderne røg en stor del af omsætningen, og seks af maskinfabrikkens 11 medarbejdere blev sendt hjem på lønkompensation.
Rune Eriksen, der er teknisk chef hos Povl Møllers Maskinfabrik, tog kontakt til projektet GenstartNU.

Sparring og konkrete planer

Det blev til fire rådgivningsmøder og en ny metode til at lægge strategi for fremtiden. Helt konkret fik maskinfabrikkens tekniske chef hjælp til, hvordan virksomheden kan sælge excenterpressere i et marked, hvor alt er på hold.

”Det var enormt rart at sparre med nogen om vores udfordringer og få nogle konkrete forslag, og vi føler os igen sikre på fremtiden,” siger Rune Eriksen. 

Rådgivning hos GenstartNU kan være et supplement til rådgivningen i banken. Kontakt jeres rådgiver, hvis I vil vide mere.

Af Jyske Bank
26. juni 2020 kl. 12.00
Del denne side:

Seneste nyt fra Business

1/0