En hyldest til fremtidens erhvervsliv

Vinderen af Danish Tech Challenge 2025 er netop kåret med Jyske Banks Startup Award. Prisoverrækkelsen var en hyldest til iværksætteri og fremtidens erhvervsliv, som Jyske Bank bidrager til ved at bygge bro mellem startups, kunder og DTU Science Park.
Af Lene Hald, Senior kommunikationskonsulent
11. april 2025 kl. 15.00

Det var et meget stolt og overvældet vinderteam, der fik overrakt Jyske Banks Startup Award på 500.000 kroner af ordførende direktør Lars Mørch og bankdirektør Peter Schleidt. Gennem fem intense måneder har virksomheden dystet mod 14 andre startups i Danish Tech Challenge, som er Danmarks førende hardware accelerator-program.

Ud af seks nominerede virksomheder var det CARE-DNA, der imponerede den eksterne jury mest. CARE-DNA revolutionerer tidlig kræftopsporing med en simpel blodtest baseret på en ny kræftmarkør – den såkaldte cirkulære DNA. Teknologien gør det muligt at opdage bugspytkirtelkræft og andre dødelige kræftformer, før symptomerne opstår.

”Jeg føler, at vores baby, CARE-DNA, begynder at gå på egne fødder nu. At møde disciplinejere og at lære om de forskellige startupdiscipliner (i Danish Tech Challenge, red.) har været vigtigt for os, for det har hjulpet til at forme virksomheden og skabt fundamentet, så vi nu har et produkt og er klar til investeringer,” udtaler Birgitte Regenberg, CSO for CARE-DNA.

En hyldest til iværksætteri

Selvom der kun var én vinder af Danish Tech Challenge 2025, så var Award Showet også en hyldest til iværksætteri og de 15 startups, der var nøje udvalgt til at deltage i vækst-programmet. Ordførende direktør Lars Mørch lagde i sin tale under prisoverrækkelsen vægt på betydningen af passionerede pionerer, som er med til at forme fremtidens erhvervsliv:

”I dag hylder vi alle jer iværksættere, der ikke er bange for at tage chancer, som har en passion for jeres produkter, og som investerer de ressourcer, det kræves for at bringe idéen i markedet. I har alle sammen designet fremragende produkter. Produkter, der gør komplekse processer mere effektive, løser globale udfordringer og skaber værdi på tværs af sektorer,” sagde Lars Mørch.

Jyske Bank har en ambition om at bidrage til den vækstrejse, som mange startups er på. Derfor indgik Jyske Bank et partnerskab med DTU Science Park i 2017 – et samarbejde som blev udvidet til også at omfatte Danish Tech Challenge fra 2024. Derved kan Jyske Bank i højere grad bygge bro mellem de ambitiøse virksomheder, udvalgte kunder og DTU Science Park.

Det førende vækst-program for startups

Det er nu 11. gang Danish Tech Challenge afvikles. Gennem årene har det førende vækst-program skabt mere end 1500 arbejdspladser, og til sammen har virksomhederne en værdiansættelse på mere end fire milliarder kroner. Ifølge Steen Donner, CEO i DTU Science Park, er accelerator-programmet lige så relevant i dag som tidligere:

”Finalisterne i programmet arbejder med teknologier, der er afgørende for, at industrier som energi, sundhed og produktion kan udvikle sig. Vi lever i en verden, hvor vi har brug for grøn omstilling, bedre diagnostik og effektiv produktion, og derfor har vi stigende behov for hardware-løsninger og programmer, der kan hjælpe dem med at skalere. Det demonstrerer alle finalisterne tydeligt - og faktisk hele feltet af tidligere deltagere,” siger Steen Donner.

Det, Danmark har brug for

Med en uddannelse som civilingeniør på DTU bag sig var bankdirektør Peter Schleidt på hjemmebane, da han overrakte Jyske Banks Startup Award til vinderen af Danish Tech Challenge:

”Som en af Danmarks førende erhvervsbanker er det naturligt, at vi støtter op om startups. Det er lige netop det, som Danmark og erhvervslivet har brug for. Det er med til at skabe arbejdspladser og placere Danmark på verdenskortet som førende inden for innovation. Så en stor tak til alle deltagere”.

Eftermiddagens event blev bundet sammen af tv-vært Ane Cortzen foran de cirka 300 publikummer.

Del denne side:

Seneste nyt fra Business

1/0