Danske eksportvirksomheder ser nye muligheder i Indien

Indien er et interessant marked set med danske eksportbriller. En stor del af respondenterne i det nyeste Eksportbarometer fra Danish Export og Jyske Bank ser muligheder for øget eksport og sourcing på det indiske marked. Det sker efter, at EU og Indien har indgået en frihandelsaftale.
Af Jyske Bank og Danish Export
11. marts 2026 kl. 13.00

EU og Indien afsluttede i januar forhandlingerne om en frihandelsaftale, der dækker et område med næsten to milliarder mennesker. Med kraftigt reducerede eller helt fjernede toldsatser samt fokus på forenkling af processer kan det give samhandlen mellem EU og Indien et markant løft.

I den nyeste udgave af Eksportbarometer fra Danish Export og Jyske Bank har respondenterne, danske eksportvirksomheder, vurderet, hvilken betydning aftalen vil få for deres samhandel med Indien.

For halvdelen af virksomhederne er Indien ikke et fokusmarked i dag – men godt en tredjedel forventer at øge eksport eller sourcing i Indien efter frihandelsaftalen.

For halvdelen af respondenterne er Indien ikke et fokusmarked lige nu, men for godt tredive procent af virksomhederne betyder frihandelsaftalen, at de regner med at eksportere eller source mere i Indien fremover. De resterende knapt tyve procent af virksomhederne vil på baggrund af aftalen overveje Indien som et kommende eksportmarked eller sourcingland.

”Det er egentlig ikke så overraskende, at halvdelen ikke kigger mod Indien lige nu, fordi det på mange måder er et fjernt marked. Men at halvdelen alligevel vil øge aktiviteterne eller overveje Indien som marked, siger mig også, at handelsaftalen er vigtig, og at vi skal arbejde endnu mere for at klæde de danske eksportører på det at gå ind på det indiske marked,” siger Ilse Korsvang, Head of Business Development i Danish Export Association, som blandt andet gennem samarbejder med Indian-Danish Chamber of Commerce og projektet Next Step India har fokus på dansk eksport til Indien.

Flere tager toldmæssigt tab

Eksportbarometer har også denne gang beskæftiget sig med USA. Undersøgelsen blev foretaget, inden USA's højesteret annullerede gengældelsestolden.

På tidspunktet for undersøgelsen gjaldt en generel told på 15 procent for danske produkter. Her har 21 procent svaret, at 15 procent er til at håndtere for dem, mens ligeledes 21 procent svarer, at 15 procent told presser deres eksport betydeligt.

”Knap halvdelen af virksomhederne er slet ikke ramt af den amerikanske told. Blandt den anden halvdel af virksomhederne er der en ligelig fordeling af virksomheder, der kan håndtere de 15 procent told, og virksomheder, der ser deres eksport blive presset. Det tyder på, at de oplever forskellige grader af konkurrence,” siger Oscar Nørgaard, økonom i Jyske Bank.

Når man ser på, hvordan udgifterne til told er blevet dækket, svarer 64 procent af virksomhederne, at de overvælter hele tolden på kunderne, mens 74 i tidligere målinger ville forvente at gøre det. 31 procent svarer, at tolden deles af dem selv og kunderne. Tidligere var det kun 20 procent, der havde forventet at gøre det. Det kan indikere, at køberne er mere prisfølsomme, eller at konkurrencen er hårdere, end virksomhederne havde forventet.

”Der er virksomheder, som er hårdt ramt af tolden i sig selv. Men flertallet ser ud til at klare sig godt, og det er værd at bemærke, at dansk eksport samlet set faktisk steg i 2025. Jeg sådan set mere bekymret for, at usikkerheden om fremtidig told bliver en større udfordring end tolden selv,” siger Oscar Nørgaard.

Generel optimisme bevares

Trods det lidt kedelige billede af, at toldsatserne tilsyneladende har en vis effekt på eksporten, er det trods alt en stor del af respondenterne, som svarer, at de ikke er direkte påvirkede af amerikansk told. Sammenholdt med en generel tendens til stigning i eksportordreindgangen og eksportandelen af den samlede omsætning, stiger det generelle Eksportbarometerindeks også i årets første måling. Det ligger nu på 55, som indikerer optimisme. Det er steget fra 54 i fjerde kvartal 2025 og 53 i tredje kvartal.

”Mange virksomheder er konkurrencedygtige og står godt på eksportmarkederne. Og så er der kommet gode nyheder i form af en handelsaftale mellem EU og Indien, i modsætning til 2025, hvor told var det helt store emne,” lyder analysen fra Oscar Nørgaard.

Læs rapporten [PDF]

Af Jyske Bank og Danish Export
11. marts 2026 kl. 13.00
Del denne side:

Seneste nyt fra Business