Eksportvirksomheder skruer op for optimismen

Eksportbarometer for første kvartal 2024 viser, at optimismen blandt eksportvirksomhederne stiger trods fortsat høje renter. Virksomhederne melder om bedre eksportudsigter for Skandinavien og Europa.
Af Jyske Bank
05. marts 2024 kl. 12.00

Året er kommet i gang med et lidt lysere syn på eksportmulighederne. Det viser Eksportbarometer for første kvartal. Målingen, som er foretaget af Jyske Bank og Danish Export Association blandt 400 erhvervsledere i danske eksportvirksomheder, lander på indeks 54, hvilket indikerer et optimistisk syn på eksporten netop nu og det kommende kvartal.

De seneste tre kvartaler har målingen ligget stabilt på 52, hvilket også indikerer forsigtig optimisme, men nu er der altså skruet lidt ekstra op for forventningerne.

GåseøjneDet er stadig ikke buldrende optimisme, så skulle i have været lidt højere oppe på skalaen, men 54 er et ganske pænt niveau. Vi kan konstatere, at det er de mindre virksomheder, der har fået optimismen op på niveau med de store.

- Niels Rønholt, cheføkonom i Jyske Bank

”Det er stadig ikke buldrende optimisme, så skulle i have været lidt højere oppe på skalaen, men 54 er et ganske pænt niveau. Vi kan konstatere, at det er de mindre virksomheder, der har fået optimismen op på niveau med de store. De store virksomheders optimisme også i slutningen af det forgangne år, har smittet af på de lidt mindre virksomheder,” vurderer cheføkonom i Jyske Bank, Niels Rønholt.

Styrkede valutakurser hjælper eksport til Skandinavien

Selv om renterne fortsat er høje, er de faldet lidt, og samtidig er økonomien modstandsdygtig i blandt andet Europa og USA, hvilket kan medvirke til, at eksportvirksomhederne bevarer og endda skruer op for optimismen.

Målingen viser, at der er fornyet optimisme i Skandinavien og det øvrige Europa. En del af forklaringen kan findes i at valutakurserne har rettet sig en smule.

”Valutakursen i Norge og Sverige er styrket lidt, og det gør det altså lidt nemmere at være dansk eksportør til de her markeder. Svækkelsen af den norske og svenske krone har ellers gennem en lang periode været en udfordring, men den udfordring er blevet en lille smule mindre,” siger Niels Rønholt.

Suez-problemer er ikke afgørende for eksporten

Gennem flere kvartaler har Eksportbarometer vist, at udfordringer med forsyningskæder, lønpres og mangel på arbejdskraft er faldende. Til gengæld er situationen i Det Røde Hav, der betyder, at Suez-kanalen fravælges som transportvej, nu en potentiel ny trussel mod eksportvirksomhederne.

I dette kvartals måling har virksomhederne vurderet, hvordan det påvirker dem.

”Næsten halvdelen af virksomhederne svarer, at de enten mærker højere fragtrater eller problemer i forsyningskæderne. Men når man ser på, hvor meget det betyder, så er det kun omkring ti procent, der ser det som en væsentlig udfordring for deres virksomheder,” siger Niels Rønholt.

Hent rapporten [PDF] [PDF]

Af Jyske Bank
05. marts 2024 kl. 12.00
Del denne side:

Seneste nyt fra Business

1/0