Visa/Dankort: Fakta om opdelingen (opdateret)
Opdateret fredag den 18. januar 2019.
Få svar på nogle af de spørgsmål, der har været om Jyske Banks deling af Visa/Dankortet.
Hvad betyder opdelingen?
Opdelingen betyder, at du får to kort - et Dankort og et forbedret Visa-kort. At bruge kortene koster det samme som i dag. Hvis du kun ønsker ét af kortene, kan du fravælge det andet.
Hvornår bliver Visa/Dankortet delt i to?
Opdelingen sker i år, men det er ikke besluttet endeligt, hvornår det sker.
Afskaffer Jyske Bank Dankortet ved opdelingen?
Nej, du kan fortsat vælge at få og bruge et Dankort præcis som i dag.
Læs mere om, hvilke kort du kan bestille i Jyske Bank
Hvorfor opdeler Jyske Bank Visa/Dankortet?
Når du betaler med Visa/Dankortet i Danmark, er det typisk Dankortet, som bliver brugt. Det er i nogle tilfælde uhensigtsmæssigt for dig, da du er stillet bedre i forhold til indsigelser, når du i stedet bruger Visa kortet. Det gælder fx hvis du køber en flyrejse og flyselskabet efterfølgende går konkurs - eller hvis du køber en vare på nettet, som efterfølgende viser sig ikke at svare til det beskrevne.
Vi ønsker derfor at give dig mulighed for at betale med Visa kort i Danmark blandt andet for bedre at sikre dig mod tab og svindel.
Derudover vil det forbedrede Visa-kort give dig nye muligheder i udlandet, fx ved at max grænsen for veksling af valuta hæves til 10.000 kroner fra de nuværende 2.000 kroner, og loftet for brug pr. måned løftes til 150.000 kroner fra de nuværende 25.000 kroner.
Samtidig giver det Jyske Bank mulighed for at udvikle nye, spændende funktionaliteter og løsninger i tilknytning til dit Visa kort. Det kan Jyske Bank ikke i forhold til Visa/Dankortet i dag.
Betyder opdelingen, at forbrugerne bliver påført gebyr ved brug af de nye Visa-kort og/eller Dankort?
Nej. Det vil være præcis som det plejer.
Betyder opdelingen, at butikkerne bliver påført øgede udgifter?
Det afhænger af, hvilken aftale den enkelte butik/butikskæde har forhandlet sig frem til med deres kortindløser. For nogle bliver det billigere, hvis Visa-kortet bruges oftere end Dankortet, for andre bliver det dyrere.
Læs, hvad opdelingen betyder for erhvervsdrivende
Tjener Jyske Bank penge ved at dele Visa/Dankortet?
Ikke umiddelbart, men på sigt vil banken spare omkostninger på udvikling og drift af betalingskort.
Hvilke ulemper er der ved opsplitningen?
At du skal have to kort i stedet for ét i tegnebogen. Du kan også vælge kun at have det ene – det er op til dig.
Men du kan jo også vælge at betale med mobilen eller med uret. Så slipper du for at have kortene med dig.
Skal jeg nu huske to pinkoder?
Nej, du får den samme pinkode til de to kort.