Vi samler kræfterne i Københavnsområdet

I dag er det Jyske Banks 58 års fødselsdag. Samtidig er det dagen, hvor banken samler kræfterne fra matriklerne på Klampenborgvej, Havneholmen og Vesterbrogade under ét tag.
Af Lene Hald, Senior kommunikationskonsulent
07. juli 2025 kl. 08.30

20.000 nyistandsatte kvadratmeter fordelt på 10 etager. Fra i dag sætter knap 1.000 af bankens medarbejdere kurs mod Glaskuben hver morgen, hvor de fremover samles under ét tag. Derved bliver der skabt større sammenhængskraft på tværs af kundevendte afdelinger, specialist- og udviklingsfunktioner.  For sammen er vi stærkere.

Med højt til loftet vil bankens medarbejdere i fællesskab kunne løfte både samarbejdet og kundemøderne til nye højder. Blandt andet derfor er de bedste kvadratmeter på 9. etage prioriteret til netop mødet med kunden.

En stærkere sammenhængskraft

Det var en stolt og glad ordførende direktør der fra morgenstunden bød medarbejderne velkomne til deres første arbejdsdag i de nye flotte rammer:

”Det er en stor fornøjelse at stå her i dag og byde medarbejderne velkomne. For når vi samler så mange kompetencer i ét hus, bliver det nemmere at være nysgerrige på hinanden og samarbejde på tværs med øje for, at vi tænker hele vejen rundt og tilbyder kunderne en helhedsoplevelse på tværs af vores forskellige enheder,” udtaler Lars Mørch.

Men en flot arkitektur og god beliggenhed gør det ikke alene. Med en historie på 58 år og et jysk ophav har Jyske Bank en veldrevet forretningsmodel til gavn for bankens kunder, aktionærer og medarbejdere.

”Ved at samle medarbejderne under ét tag får vi skabt et fagligt miljø i Københavnsområdet, som er et vigtigt led i realisering af vores koncernstrategi og et stærkt afsæt for at kunne fastholde kunder og tiltrække nye såvel som medarbejdere,” siger Lars Mørch.

Inspirerer til dialog, sparring og udvikling

Med et stort åbent atrium i midten og kig til de øvrige etager appellerer Glaskuben til dialog og sparring på tværs, som understøttes af husets øvrige indretning.

”Med Glaskuben får Jyske Bank et hus, som på alle måder afspejler, hvem vi er som bank, og hvad vi står for. Vi har fået skabt moderne, tidssvarende faciliteter, som inviterer og inspirerer til dialog, sparring og udvikling. Ved at være samlet under ét tag kan vi møde vores kunder med stærke kompetencer og værdiskabende løsninger, og vi glæder os til at vise Glaskuben frem,” udtaler Torbjörn Egerdal, direktør for Ejendomme. 

Lene Hald
Af Lene Hald
07. juli 2025 kl. 08.30
Del denne side:

Seneste nyt fra Bankens verden