Rekordoptur på aktiemarkedet efterlader begrænset plads til skuffelser
Aktiemarkederne har generelt leveret et kæmpe comeback det seneste halve års tid, efter at corona-pandemien sendte finansmarkederne til tælling i februar og marts. Der er dog ikke alle regioner eller sektorer, der har klaret det lige godt.
I USA er det brede S&P 500-indeks samlet set steget med ca. 9 pct. i år. Modsat er det gået i Europa, hvor Stoxx 600-indekset er faldet ca. 11 pct. Det danske marked er dog en europæisk solstrålehistorie med en stigning på næsten 20 pct. for C25-indekset. De tre C25-aktier der har klaret det bedst i år er medicinalselskaberne Ambu, Genmab og Bavarian Nordic.
I USA er det primært IT-aktier, der har drevet opturen her under corona-krisen. Samlet set er de amerikanske IT-aktier steget med ca. 40 pct. i år. Til sammenligning er globale aktier som helhed oppe med ca. 4 pct.
Chefstrateg Ib Fredslund Madsen forklarer, at aktieoptimismen bl.a. bunder i forventninger om en snarlig corona-vaccine, der kan genoprette en normal forbrugeradfærd og smitte positivt af på virksomhederne og jobmarkedet.
Investorerne varmer sig også ved massive finans- og pengepolitiske hjælpepakker fra myndigheder og centralbanker.
Men den nuværende aktieoptimisme efterlader ikke megen plads til skuffelser, pointerer chefstrateg Ib Fredslund Madsen.