Ny biodiversitetspark på vej i Silkeborg: Jyske Bank etablerer test- og læringsmiljø for naturtiltag
Formålet er ikke alene at skabe mere natur lokalt. Parken bliver et sted til formidling, inspiration og erfaringsudveksling – et areal, hvor konkrete løsninger kobles med ny viden og dialog.
"Selvom projektet i sig selv ikke er stort nok til at gøre en forskel for biodiversiteten set i et større perspektiv, styrker det biodiversiteten lokalt på arealet. Samtidig skal biodiversitetsparken give os adgang til data og praktiske erfaringer, som kan omsættes til inspiration, rådgivning og sparring. Dermed opnår vi viden, som vi vil bringe ind i vores kundedialoger," siger Lars Mørch, ordførende direktør i Jyske Bank.
Mødested og læringssted
Biodiversitetsparken, der ligger på Tietgensvej i Silkeborg, bliver et mødested, hvor kunder, skoler og erhvervsliv kan samles om naturen, og hvor viden kan opsamles, og nye løsninger kan afprøves i fællesskab.
Parken åbner for samarbejde med undervisnings- og erhvervsmiljøer. Fx kan Silkeborg Gymnasiums biologilinje vælge at bruge parken i undervisningen, ligesom lokale folkeskoler, børnehaver mv. er meget velkomne til at gå på opdagelse i parken.
"Vi håber, at mange har lyst til at gøre brug af parken. Samtidig ved vi, at mange af vores kunder ikke har mulighed for at købe store arealer til skov eller natur; men de har måske et areal, der ligner vores. Vi håber, at vores lille park kan inspirere og vise, hvor meget man faktisk kan gøre – også på mindre områder," siger Janna Ebdrup, Group Sustainability Lead i Bæredygtighed.
Området, der tidligere har været brugt til juletræsdyrkning, omlægges nu til et naturområde, der understøtter leve- og ynglesteder for udvalgte fokusarter som kvashegn og stenbunker og levesteder for smådyr, vandhul og stianlæg.
Samarbejde med Dalgas
Biodiversitetsparken etableres i samarbejde med Dalgas A/S, som i 2025 har udarbejdet en nulpunktsmåling for området gennem en feltundersøgelse og artsregistrering, der danner grundlag for at følge udviklingen i artsrigdom over tid.
Dalgas fungerer som entreprenører for Jyske Bank, og ifølge Niels Olin Nygaard, som er Markedschef hos Dalgas med speciale i klima, biodiversitet og grundvand, er virksomheders engagement afgørende:
“Det er vigtigt, at virksomheder engagerer sig i biodiversitetsdagsordenen - også selvom det sker i et meget lokalt regi. Jeg oplever, at mange gerne vil i gang, men oplever, at det kan være svært at vide, hvor man skal starte. Derfor er det fantastisk, at Jyske Bank engagerer sig i denne dagsorden og etablerer et område, som kan inspirere mange andre.”
Han peger samtidig på, at indsatsen skal ses i en større sammenhæng:
“Når man vil i gang, er det vigtigt først at se på sin værdikæde og sig selv. Egne arealer er et godt sted at starte, men det nytter ikke at anlægge et lille blomsterbed, hvis man samtidig fælder regnskov via sin værdikæde.”
Biodiversitetsparken skal betragtes som et indledende element i Jyske Banks arbejde med biodiversitet, og parken forventes indviet i slutningen af august 2026.