Jyske Realkredit modtager pris for flest udstedte grønne obligationer

I begyndelsen af september afholdt Euronext Sustainability Week, som er en hel uge dedikeret til bæredygtig finansiering. Som et led i konferencen blev der uddelt priser blandt andet for udstedelse af flest grønne realkreditobligationer i 2023 målt på volumen. I år gik prisen til Jyske Realkredit.
Af Lene Hald, senior kommunikationskonsulent
15. september 2023 kl. 08.00

Jyske Realkredit har netop modtaget en pris for at have udstedt flest grønne realkreditobligationer i 2023 målt på volumen. Prisoverrækkelsen fandt sted som et led i Euronext’ Sustainability Week i begyndelsen af september, hvor Euronext Securities Copenhagen (tidligere VP Securities), der håndterer registrering af danske realkreditobligationer, uddelte forskellige priser inden for bæredygtig finansiering. Christian Bech-Ravn, chef for Rating og IR, modtog prisen på vegne af Jyske Realkredit:    

”På koncernens vegne er vi utrolig glade for at modtage prisen, især da vi bliver målt i forhold til de øvrige danske realkreditinstitutter, der i samlet volumen er noget større end Jyske Realkredit,” fortæller Christian Bech-Ravn og fortsætter: ”Med denne pris kommer der ekstra fokus på Jyske Bank-koncernens arbejde med finansiering af en grøn omstilling i det danske samfund. Forklaringen på, at Jyske Realkredit indtil videre i år er den største udsteder af grønne obligationer, skyldes i høj grad erhvervsområdets tætte dialog med kunder omkring bæredygtighed og grøn finansiering”.

Carsten Træholt Frie, leder af Ejendomsfinansiering i Jyske Bank, uddyber:

”I Jyske Bank Erhverv indgår bæredygtighed og grøn omstilling som et vigtigt element i dialogen med erhvervskunderne. Vi vil gerne understøtte erhvervskundernes udvikling af deres virksomhed også på dette område. Derfor er det blandt andet også vigtigt at kunne understøtte med grøn finansiering af grønne bygninger og forsyningsanlæg”.

Ifølge Christian Bech-Ravn står Jyske Bank-koncernen stærkt over for både låntagere og obligationsinvestorer med den store mængde af udstedte grønne obligationer og vores transparens inden for bæredygtighedsrapportering.

Læs mere om koncernens arbejde med bæredygtighed

Del denne side:

Seneste nyt fra Bankens verden

1/0