Jyske Bank TV sender live fra Folkemødet på Bornholm
Har du ikke booket dig ind på årets Folkemøde på klippeøen fra 16. til 19. juni, så fortvivl ikke. Jyske Bank TV giver dig rig mulighed for at følge med hjemmefra med fri live-streaming fra flere af de meget forskelligartede arrangementer, der foregår i Finansteltet på havnen i Allinge.
”Folkemødet er et naturligt sted for Jyske Bank at møde omverdenen og tage aktivt del i den demokratiske samtale. Og da vi har vores egen tv-afdeling, er det naturligt, at vi producerer og deler Folkemødets store finansielle program med kunder og andre interesserede,” siger Lasse Høgfeldt, der er afdelingsdirektør i Jyske Banks kommunikationsafdeling.
På jyskebank.tv bliver der i tre dage sendt live fra en række af de debatter, magasiner og talks, der foregår i Finansteltet – og alle arrangementer i teltet optages, så alt kan ses eller genses on demand.
”Det gælder både de events, hvor banken selv er arrangør, og events fra vores partnere i teltet, som er Finans Danmark, Finansforbundet og Finanssektorens Arbejdsgiverforening,” siger Lasse Høgfeldt.
Live-tv med kendte navne og hård snak
Torsdag kl. 16.45 sender Jyske Bank TV det afslappede finansmagasin ’Lille Fredag’, hvor et panel under overskriften ’Krig, kriser og kickstart’ ser nærmere på, om fx Covid19 og krigen i Ukraine kan fremme innovation og udvikling. I panelet sidder bl.a. journalist og tv-vært Nikolaj Sonne. Lille Fredag sendes som webinar og kræver tilmelding.
Blandt Jyske Banks øvrige programpunkter i teltet er en såkaldt Hard Talk, hvor bankens ordførende direktør Anders Dam bliver mødt med aktuelle og pågående spørgsmål fra politisk kommentator Lars Trier Mogensen. Se med fredag fra kl. 9.00.
Også bankens politiske talkshow, Borgen Late Night, med Lars Trier Mogensen og Jarl Cordua er rykket til Allinge med to udsendelser, der tager pulsen på henholdsvis blå og rød blok. Fredag kl. 17.00 får de besøg af Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen og lørdag kl. 12.30 er gæsten sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
En bred vifte i Finansteltet – live og on demand
Foruden Jyske Banks egne events bliver Finans Danmarks arrangementer i teltet også sendt live på Jyske Banks gratis tv-kanal. Fx en debat om fremtidens penge, en om temperaturen på boligmarkedet og en debat, der sætter fokus på ’Grønne investeringer’.
Blandt de debatter, der senere kan ses on demand på jyskebank.tv, er Finansforbundets ’Alder – fra myte til styrke’ og ’Fremtidens arbejde’, hvor Anders Dam sidder med i panelet til en snak om det hybride arbejdsliv. Der bliver også muligt at se indhold fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening, der bl.a. inviterer til debat om finanssektorens rolle i grøn omstilling og om kønsdiversitet.