Jyske Bank køber Handelsbankens aktiviteter i Danmark

Jyske Bank har i dag indgået en bindende aftale med Handelsbanken om køb af bankens aktiviteter i Danmark. Handlen forventes gennemført i 4. kvartal 2022 med forbehold for regulatoriske og konkurrenceretlige godkendelser. Indtil handlen er gennemført, fortsætter Handelsbanken som hidtil.
Af Jyske Bank
20. juni 2022 kl. 08.00

”Jyske Bank har sat meget stor pris på et godt, professionelt og konstruktivt forhandlingsforløb, der har ført til en aftale, der er attraktiv for alle parter. Vi glæder os meget til at byde Handelsbanken Danmarks kunder og medarbejdere velkommen,” udtaler Lars Stensgaard Mørch, direktør, Forretningsstrategi i Jyske Bank.

Et godt match

Med købet af Handelsbanken Danmark styrkes Jyske Banks markedsposition yderligere, og forretningsomfanget øges med omkring en femtedel. Den større skala underbygger mulighederne for at udvikle og tilbyde attraktive produkter og services til Jyske Banks nuværende og kommende kunder. Købet giver også mulighed for at realisere stordriftsfordele med afsæt i en fælles platform.

Der er et godt kulturelt og værdimæssigt match mellem Jyske Bank og Handelsbanken Danmark. Jyske Bank kommer til at tilbyde Handelsbanken Danmarks kunder fortsat kompetent og personlig rådgivning, lokal beslutningskraft, konkurrencedygtige produkter, en moderne bank med digitale løsninger og kommunikation samt adgang til mange specialister.

GåseøjneVi glæder os meget til at byde Handelsbanken Danmarks kunder og medarbejdere velkommen

- Lars Stensgaard Mørch, direktør for forretningsstrategi i Jyske Bank

Handelsbanken Danmarks kunder bevarer nærheden til en fysisk afdeling i det område, de er vant til, og får desuden adgang til et større afdelingsnet, idet Jyske Bank er bredt repræsenteret på landkortet. Ligeledes kommer kunderne fortsat til at møde de rådgivere, de kender. Tilpasning af medarbejderantallet i Jyske Bank efter købet forventes langt overvejende at ske gennem naturlig afgang.

”Købet af Handelsbanken Danmark er en attraktiv mulighed for at styrke vores markedsposition og langsigtede konkurrenceevne. Handelsbanken Danmark er veldrevet og leverer stærke løsninger til både privat- og erhvervskunder i Danmark. Ved sammenlægningen kan vi udvikle den samlede forretning yderligere til glæde for vores kunder, skabe nye karrieremuligheder for medarbejdere på tværs af koncernen og skabe værdi for vores aktionærer,” fortæller Jyske Banks ordførende direktør Anders Dam.

Læs mere om Jyske Bank

Læs hele selskabsmeddelelsen [PDF]

Pressekontakt

  • Lars Stensgaard Mørch, direktør, Forretningsstrategi, tlf. +45 89 89 20 14
  • Birger Krøgh Nielsen, CFO, tlf. +45 89 89 64 44
Del denne side:

Seneste nyt fra Bankens verden

1/0