Anders Dam: Arne-skatten kommer til at ramme de svageste i samfundet

Jyske Banks ordførende direktør Anders Dam mener, at bankerne bliver politikernes skatteopkrævere, når Arne-pensionen skal finansieres. Det rammer de svageste. I stedet burde man beskatte mere fair og direkte.
Af Cæcilie Møldrup Hedegaard, journalist, Jyske Bank
18. juni 2022 kl. 10.00

”Det eneste jeg kan lide ved den skat er navnet på den, for det hed min afdøde far nemlig – Arne.”

Sådan lød den første kommentar fra Jyske Banks ordførende direktør Anders Dam i en Hard Talk med Lars Trier Mogensen på dette års Folkemøde, som lige nu løber af stablen på Bornholm.

For lidt over en uge siden blev det vedtaget i Folketinget, at man hæver selskabsskatten for finansielle virksomheder for at finansiere den såkaldte Arne-pension, som for nogle giver mulighed for at gå tidligt fra arbejdsmarkedet, og derfor bliver den nye skat også kaldt for ”Arne-skatten”.

Den tykke finans-gris

Smilet over den lidt kække indgangskommentar fra direktøren blev hurtigt afløst af en mere alvorlig mine, da han fortsatte talestrømmen. Særligt er han nemlig frustreret over, at politikerne ifølge ham ikke står ved, at de økonomiske konsekvenser ender hos hr. og fru Danmark.

”Det er for mig et udtryk for manglende forståelse for, hvordan de økonomiske sammenhænge er, fordi man har en opfattelse af, at man kan lægge sådan en skat på den finansielle sektor, uden det berører nogen nærmest. Man har fået en gris, man kan skære løs på, og der sker ikke noget som helst,” lyder det.

Sådan fungerer det nemlig langt fra, fortæller Anders Dam.

Arne-skat rammer de svageste

Samlet skal den finansielle sektor årligt betale 2,1 mia. kroner til finansiering af Arne-pensionen, og de penge skal findes et sted.

”Og hvem bliver så hårdest ramt - er det de stærkeste eller de svageste grupper? Der er mit gæt, at det er de svageste grupper, fordi de står i den dårligste forhandlingsposition ift. pengeinstitutterne. Så i stedet for at sende regningen direkte videre til regeringens vælgere, skal vi nu fungere som skatteopkrævere,” siger Anders Dam.

Allerede inden coronakrisen var forslaget på bordet, men blev dengang udskudt af samme grund.

”Men med de udsigter, der er i økonomien lige nu, kan man i allerhøjeste grad diskutere, om timingen er velanbragt,” fortsætter han.

Til sidst sår direktøren tvivl om, hvorvidt metoden overhovedet vil skabe den finansiering, som regeringen regner med.

”Som jeg har forstået det, så bliver det en forøgelse af selskabsskatten og ikke et fast provenu. Lad os nu se, hvor stor selskabsskatten bliver for den her sektor de næste år. I øvrigt tror jeg, at der ovenpå aktiefest osv. bliver et pænt hul i statskassen, når vi kigger frem mod 2024 - måske allerede i indeværende år. Så det er en pyrrhussejr.”

Foruden Arne-skatten tager Lars Trier Mogensen og Anders Dam også fat på emner som negative renter, kryptovaluta, kreditter under coronakrisen, kronprinsen af Jyske Bank og et muligt opkøb af Handelsbanken.

Af Cæcilie Møldrup Hedegaard
18. juni 2022 kl. 10.00
Del denne side:

Seneste nyt fra Bankens verden

1/0