Genmab har forhørt sig hos aktionærer: Bestyrelsens aflønning til afstemning til oktober
Genmab forsøger nu - noget forsinket - at få aktionærernes opbakning til bestyrelsens aflønning i 2026. Det fremgår af en indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling den 7. oktober, hvor eneste punkt på dagsordenen netop er godkendelse af ordningen for bestyrelsen.
På den ordinære generalforsamling i marts valgte bestyrelsen selv at trække sit forslag til aflønningsordning tilbage efter kritik fra aktionærkredsen.
Siden har medlemmer af bestyrelsen og ledelsen over de seneste adskillige måneder mødtes med store aktionærer repræsenterende mere end 60 pct. af aktiekapitalen for at få input til ordningen, oplyser Genmab.
- Bestyrelsen har nøje overvejet tilbagemeldinger og gennemgået aflønningsrammerne. Som følge heraf har bestyrelsen justeret sammenligningsgruppen, så den nu består af en ligelig blanding af amerikanske og europæiske virksomheder, samtidig med at den har besluttet at fastholde de nuværende aflønningsniveauer og den præstationsbaserede RSU-struktur (betingede aktier, red.), lyder det i et ledsagende notat til indkaldelsen.
Forslaget til aflønningen af bestyrelsen indeholder et fast element og en ordning for betingede aktier.
Det fremgår desuden af indkaldelsen, at forslaget vil fastholde aflønningsordningen uændret fra 2024 og 2025.
Grundhonoraret for bestyrelsesmedlemmer bliver 600.000 kr. Formanden vil modtage to gange grundhonoraret, mens viceformanden får halvanden gang grundhonoraret. Desuden er der forskellige basishonorarer for at deltage i de forskellige komiteer for regnskab, finans, nomineringer, corporate governance, videnskab og aflønning.
Forslaget for aktieprogrammet, der omfatter betingede aktier, RSU'ere, er, at formanden skal modtage RSU'ere svarende til tre gange den faste årlige basisaflønning, mens de resterende medlemmer vil modtage to en halv gange basisaflønningen.
- Bestyrelsen mener, at Genmabs aflønningsstruktur bør sætte selskabet i stand til at konkurrere om den begrænsede pulje af bestyrelsesmedlemmer, der besidder de kompetencer, der er nødvendige for selskabets næste fase. Aktiebaseret aflønning er et fast element i bestyrelsesmedlemmers aflønning på det internationale talentmarked inden for bioteknologi,
især i USA, motiveres forslaget blandt andet.
Jyske Bank har ikke deltaget i udarbejdelsen af materialet, og vi har ikke gennemgået eller foretaget ændringer i materialet. Materialerne kan ikke bruges eller anses som generelle investeringsanbefalinger.
Aktiekurser er leveret af SIX Financial Information og er 15 minutter forsinket.
De viste værdipapirer skal ikke opfattes som investeringsanbefalinger. Jyske Bank har ikke forholdt sig til, om det enkelte værdipapir er en attraktiv investering.
Du løber en risiko, når du investerer i finansielle instrumenter. Informationer og anbefalinger på denne side er generelle og ikke personlig rådgivning. Information om analyser, anbefalinger, interessekonflikter og risici.