Hvad bestemmer renten?

Renten bliver af og til betegnet som prisen på penge. Men hvad eller hvem bestemmer prisen på penge? Og hvordan giver det mening, at prisen på penge er raslet ned og nu er negativ? Det er relevante spørgsmål i denne tid, hvor den vestlige verden oplever et historisk lavt renteniveau.

Af Niels Rønholt, cheføkonom

Den simple forklaring på det historisk lave renteniveau tager udgangspunkt i, at markedet bestemmer prisen på penge. Og udbuddet af penge er steget markant, mens efterspørgslen er lav, fordi der bliver sparet meget op og holdt igen med investeringer. Når udbuddet af en vare stiger, og efterspørgslen efter den er lav, så falder prisen. Hvis der samtidig er tilstrækkeligt mange varer i overskud, kan man ende med at skulle betale lidt for at få varen opbevaret. Og således er prisen, og dermed renten, blevet negativ.

En lidt mere uddybende forklaring på udviklingen kan tage udgangspunkt i enten praksis eller teori. Lad os starte med praksis.

I praksis styrer centralbankerne renteudviklingen

Som bekendt findes der i praksis ikke kun én rente. Der findes mange renter. Eksempelvis renten på en statsobligation, renten på lån mellem banker, renten på et billån osv. De pengepolitiske renter er Nationalbankens rentesatser, der gælder over for bankerne. Med disse renter kan Nationalbanken (og centralbanker generelt) i forskellig grad påvirke og styre udviklingen i de øvrige renter i økonomien.

For at forstå, hvorfor Nationalbanken har sænket renten så markant, at den nu ligger under nul-grænsen, er det nødvendigt at se på inflationen.

Målsætning om en inflation tæt på 2 %

Både Den Europæiske Centralbank, ECB, og USA’s centralbank, Fed, har en såkaldt inflationsmålsætning, der har til formål at sikre en stabil inflationsudvikling og derigennem understøtte en stabil og god økonomisk udvikling generelt. For ECB lyder målsætningen konkret, at inflationen skal være under, men tæt på 2 %. Og den målsætning må Danmark reelt tilslutte sig som følge af fastkurspolitikken over for euroen.  

Når centralbankerne ikke ønsker en for lav inflation, skyldes det risikoen for, at man ender i udbredte prisfald og decideret deflation. I sådan en situation kan en negativ udvikling blive forstærket og forlænget af, at forbrugerne sparer op. Dels fordi man måske udskyder køb, når priserne falder, og dels fordi den reale værdi af gæld stiger ved deflation.

Lav inflation har affødt ekstrem pengepolitik

I de seneste år har inflationen i euroområdet – og også i Danmark – været væsentlig lavere end 2 %. Blandt andet som følge af olieprisfald, men også fordi høj opsparingslyst giver et lavt prispres. I perioder har inflationen faktisk været negativ. ECB har reageret ved at sætte sine pengepolitiske renter ned i et forsøg på at øge inflationen. Det er standardreaktionen. Men det usædvanlige denne gang er, at renten er sat ekstremt langt ned og endda også er blevet negativ. Og samtidig har man taget et nyt instrument i brug i form af opkøb af finansielle aktiver. Disse opkøb forøger udbuddet af penge, hvilket også presser markedsrenterne ned.

I Danmark skal Nationalbanken holde kronekursen fast over for euroen, og derfor har det været nødvendigt for Nationalbanken at følge ECB’s rentenedsættelser og endda sætte renten lidt ekstra ned. Det er i praksis forklaringen på det ekstremt lave renteniveau. Man forsøger at øge inflationen.

I teoribogen

Dykker vi i stedet ned i de økonomiske teoribøger for at lede efter forklaringer, kan vi læse om den såkaldte ligevægtsrente. Den er bestemt af det forventede inflationsniveau tillagt en realrente. Og realrenten er så bestemt af især den langsigtede økonomiske vækst, fordi større vækstmuligheder gør investeringer mere rentable. Kort og godt: Jo højere inflationsforventninger og jo højere vækstmuligheder, desto højere ligevægtsrente. Og omvendt.

Lavere inflationsforventninger og lavere vækst

Hverken forventningerne til inflationen eller det præcise økonomiske vækstpotentiale kan aflæses i en facitliste, men der er tegn på, at begge dele er faldet i de seneste år. Den nuværende lave inflation har smittet af på forventningerne til den fremtidige inflation, ligesom svagere produktivitetsvækst og lavere befolkningsvækst i den vestlige verden trækker ned i vækstpotentialet. Ligevægtsrenten er altså faldet.

Renten vil stige, men hvornår?

Teorien leverer dermed til dels en forklaring på, hvorfor renterne skal være så lave. Men de fleste økonomer – jeg selv inkluderet – vil argumentere for, at ligevægtsrenteniveauet trods alt er noget højere end det aktuelle renteniveau, og renterne derfor også vil stige igen. Hvornår det sker, er der dog ingen, der ved med sikkerhed.

Renterne kan forblive lave i lang tid, hvis eksempelvis det økonomiske vækstpotentiale er lavere, end de fleste forventer. Eller hvis hård, global priskonkurrence eller nye olieprisfald fastholder inflationen nede. Omvendt kan den sædvanlige mekanisme fra et opsving til højere pris- og lønstigninger pludselig vise sig at få fat, og så vil renterne stige.

Husk historien

Under alle omstændigheder er det værd at huske på, at renteniveauet historisk set har vist store udsving. Og det aktuelt lave renteniveau er ikke mere unormalt end det tocifrede renteniveau i store perioder af 70’erne og 80’erne, hvor inflationen også var tocifret. I virkeligheden kan man dårligt udpege et såkaldt normalt renteniveau.

Konkret forventer vi lige nu, at Nationalbankens indskudsbevisrente først bliver positiv i første del af 2019.