Gode råd til sikker online shopping

Flere og flere shopper online, og for det meste kan du heldigvis føle dig sikker. Du risikerer dog at blive snydt af fx en falsk webshop. Få her gode råd til sikker online shopping.


Spot en falsk webshop

Handler du på en ukendt webshop, kan du med fordel tjekke for disse svindelsignaler:

  • Er priserne usædvanligt lave og skæve? Sammenlign med andre butikker.
  • Er der mange stave- og sprogfejl?
  • Virker virksomhedens kontaktoplysninger troværdige?
  • Hvad siger andre om virksomheden? Prøv at søge på dens navn.
  • Er webshoppen e-mærket? Danske webshops kan få et e-mærke, hvis de er vurderet sikre at handle på.
E-mærket logo

Nej tak til bankoverførsler

Brug MobilePay, Apple Pay eller lignende

Betal med mobilen, hvis det er muligt. Så deler du ikke kortoplysninger med webshoppen.

Undgå at betale med en bankoverførsel

Betaler du med kort vil banken i flere situationer end ved bankoverførsler kunne hjælpe dig, hvis du bliver snydt. Overfører du via en bankoverførsel kan vi forsøge at anmode modtagerbanken om at returnere pengene, men der er ingen garanti for, at pengene kommer retur. I de fleste tilfælde er pengene desværre hurtigt videre og kan ikke returneres. Undgå derfor at betale med bankoverførsel. 

Læs om dine muligheder for at gøre indsigelse

Mobilbetaling over betalingsautomat

Betal med det rigtige kort

Vi anbefaler, at du betaler med dit Mastercard, Visa eller Visa-delen af dit Visa/Dankort (når du selv har mulighed for at vælge).

Når du betaler med det rette kort, kan du i visse situationer være bedre stillet, hvis der er behov for at gøre indsigelse. I visse situationer kan du også være bedre stillet, når du har betalt med Mastercard eller Visa, hvis den virksomhed, du har handlet med, går konkurs.

Jyske Banks Visa Credit-kort

To-faktor-godkendelse beskytter dit kort

Alle europæiske netbutikker har indført to-faktor-godkendelse, hvor du skal godkende onlinekøb med fx MitID. Den ekstra godkendelse er med til at beskytte dit kort, så en svindler ikke kan handle alene ved hjælp af dine kortoplysninger.

MitID logo

Gode råd omkring købet

Oplys ikke dine kort­oplysninger, før du betaler

Oplys aldrig dit kortnummer som ID eller som ”medlemsoplysninger" – kun hvis du er i en købssituation, hvor du ønsker at betale for noget.

Køber du en vare eller et abonnement?

Vær omhyggelig med at tjekke, at du ikke starter et abonnement eller binder dig for flere betalinger, når du køber en vare eller service.

Gem kvitteringen eller ordrebekræftelsen

Kvitteringen er dit bevis på hvor, hvornår og til hvilken pris, du har købt varen. Du har brug for dokumentationen, hvis du senere skal bytte varen, klage eller reklamere.

Har du mistanke om, at du er blevet snydt?

Er du blevet svindlet eller har mistanke om, at du er blevet svindlet, skal du straks ringe til os på 89 89 89 89. Vi hjælper dig døgnet rundt.