Værd at vide om PAL-skat

PAL-skatten bliver hævet på din pensionskonto hvert år – medio januar.

Den PAL-skat, der bliver hævet på pensionskontiene i januar, er beregnet på baggrund af afkastet i det foregående år.

Spørgsmål om PAL-skat

Hvad er PAL-skat?
PAL-skatten er den skat, vi skal betale af afkastet på vores pensionsordning. Skatten er pt. på 15,3 %.

Hvorfor er der ikke hævet PAL-skat på min pensionskonto?
Hvis der ikke er hævet PAL-skat på din pensionsordning i januar, kan det skyldes, at du har negativ PAL-skat at modregne i eller at du har oplevet et kursfald i det forgangne år.

Hvad sker der, når man har negativt afkast?
Den negative PAL-skat hæves ikke på kontoen, men  bruges til at nedsætte positiv PAL-skat i efterfølgende år. 

Hvordan beregnes PAL-skatten?
Inden beregningen fratrækkes omkostninger til formueforvaltning – så det reelt kun er ”netto”-afkastet, der beskattes.

Er ordningen oprettet før PAL-skatten (oprindelig realrenteafgift) blev indført, 
så friholdes afkastet forholdsmæssigt for den del af opsparingen (82-værdi).

Jeg bor i udlandet, skal jeg betale PAL-skat?
Hvis du ikke er skattepligtig til Danmark, kan du søge om at blive fritaget for at betale PAL-skat.

Loven om pensionsafkastskat blev ændret pr. 1. december 2009. 
Det betyder at du kan blive fritaget for betaling af denne skat, hvis du opfylder følgende betingelser:

  • du er ikke fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1 eller
  • du er fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, men er hjemmehørende i udlandet,
    Grønland eller på Færøerne efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Mener du, at du kan opfylde én af de to betingelser, så kan du søge SKAT om fritagelse for betaling af pensionsafkastskat. 
Du finder ansøgningsskemaet på www.SKAT.dk (blanket nr. 07.058).

Hvis SKAT vurderer, at du kan blive fritaget, modtager du en fritagelsesattest, som du skal afleverer til dit penge- eller pensionsinstitut.

Du har pligt til at give din penge- eller pensionsinstitut besked, hvis SKAT tilbagekalder attesten, 
ligesom du har pligt til at give SKAT besked, hvis du ikke længere opfylder betingelserne for at være fritaget for at betale PAL-skat.