Dødsfald

Ved dødsfald er der mange praktiske opgaver, du som efterladt skal tage dig af.

Ud over bobehandling og alt andet omkring arven efter afdøde, er der en række forhold, det er godt at have styr på i forhold til din bank og din privatøkonomi.

Det er vigtigt at vide er, at vi ved dødsfald spærrer afdødes konti, fælleskonti og depoter. Derfor anbefaler vi at du – udover en fælleskonto – altid har din egen konto.

Herunder kan du få et overblik over, hvad der sker i banken, når nogen dør, og hvordan du som pårørende skal forholde dig.

Har du spørgsmål, er du naturligvis velkommen til at ringe til os på 89 89 89 89 eller skrive en mail til: [email protected]

Hvad sker der i banken, når nogen dør?

Vi får automatisk besked fra CPR-registreret, når kunder, der er bosiddende i Danmark, dør Derefter sender vi en opgørelse til skifteretten over afdødes ind- og udlån, kreditter og værdipapirer i banken.

Som pårørende må du også gerne give os besked om dødsfaldet.

Når en person dør, er der ingen, der må råde over afdødes ejendele, før boet er behandlet i skifteretten. Du må derfor ikke rydde afdødes hjem, sælge bilen, hæve penge på afdødes konti eller lignende, før der er udstedt en skifteretsattest.

Betalingskort bliver spærret – også dem til fælleskonti som efterladte har

Alle den afdødes kort bliver spærret. Kort til fælleskonti bliver også spærret – også dem, der tilhører andre personer end afdøde.

Værdipapirdepoter bliver spærret og ordrer annulleret

Vi spærrer depoter, så der ikke kan laves dispositioner i form af salg af værdipapirer. De tilhørende afkastkonti spærres for hævning, men der kan fortsat indbetales afkast fra værdipapirerne. Kommende ordrer i værdipapirdepoter vil ikke blive gennemført.

Fuldmagter falder bort

Hvis afdøde har givet andre fuldmagter til sine konti, depoter og bankboks, falder de bort i forbindelse med dødsfaldet.

Vi lukker adgang til Jyske Netbank og Jyske Mobilbank

  • Adgang til netbank og mobilbank lukkes.
  • Du har ikke adgang til netbanken, selvom du havde fuldmagt inden dødsfaldet.
  • Hvis du har fælles konti med afdøde, beholder du forespørgselsadgang (kigge-adgang) på fælles konti.
  • Kommende ordrer i netbanken vil ikke blive gennemført på hverken afdødes eller fælles konti.

Åbning af bankboks kræver skifteretsattest

Ingen må åbne afdødes bankboks, før skifteretsattesten foreligger. Skifteretten kan dog i særlige tilfælde give tilladelse til, at boksen åbnes, hvis der for eksempel ligger et testamente i boksen. I det tilfælde vil åbningen ske efter særlige retningslinjer. Kontakt din rådgiver, som vil hjælpe dig.

Banken spærrer konti – også de fælles

Banken spærrer alle konti, fælleskonti og depoter, indtil der er udstedt en skifteretsattest, der fortæller, hvem der kan disponere på vegne af boet og over boets aktiver. Man kan dog stadig sætte penge ind på konti.

Hvis du som ægtefælle eller samlever ikke har haft din egen konto, men i stedet har haft en fælleskonto med afdøde, er det vigtigt, at du kontakter din rådgiver. Din rådgiver vil hjælpe med at oprette din egen konto, så din indtægt i form af løn, pension eller lignende ikke fortsætter med at gå ind på den spærrede konto. Den nye konto kan tilknyttes betalingskort og betalingsservice og kan fremover være din NemKonto. Hvis de efterladte vil indtræde i en betalingsaftale (for eksempel ved betaling af husleje), skal betalingsmodtageren orienteres om ændringen.

Har afdøde en pensionsopsparing, kan du læse om, hvad der sker med den her.

Det skal du gøre, når du får skifteretsattesten

Skifteretsattesten angiver, hvem der får adgang til afdødes formue og ejendele. Når skifteretten har taget stilling til boets behandling, udsteder skifteretten en skifteretsattest som bevis for, at den eller de, der overtager boet, har ret til at råde over afdødes formue. For at vi kan behandle boet, er det derfor vigtigt at skifteretsattesten sendes til os. Vi skal derfor have tilsendt følgende:

  • Kopi af skifteretsattest
  • Kopi af eventuelle skiftefuldmagter (en fuldmagt, som du som arving kan give til en anden, som kan varetage dine interesser)
  • Kopi af gyldigt billedlegitimation (pas eller kørekort) på samtlige boets arvinger (det må ikke være af det digitale kørekort, men skal være en kopi af det fysiske).
  • Hvis der er givet skiftefuldmagt, skal vi alene have kopi af gyldigt billedlegitimation på den arving, som har fået fuldmagt. Er det en anden end en arving, som har fået fuldmagt, skal vi både have kopi af gyldigt billedlegitimation på én af arvingerne og på fuldmagtshaver.

Det er vigtigt, at vi får tilsendt ovenstående dokumenter, da vi ikke automatisk får oplysningerne fra skifteretten.

Du kan læse mere om skifte af dødsbo på www.domstol.dk.

Sådan sender du dokumentation til banken

De relevante dokumenter kan indleveres på flere måder:

Uanset hvordan dokumenterne fremsendes, er det vigtigt, at afdødes fulde navn, de seks første cifre af afdødes CPR-nummer og kontaktoplysninger på den ansvarlige pårørende tydeligt fremgår. Hvis du sender dokumenterne via e-Boks, skriver du oplysningerne i det store tekstfelt.