Bjergbestiger i risikabel situation

Forstå din risiko

 Investering indebærer risiko. Værdien af enhver  investering kan gå op og ned – og falde til nul. Men markedernes belønning for at løbe en risiko er muligheden for en bedre forrentning af pengene. Det er vigtigt at være opmærksom på, at afkast og risiko hænger sammen. En forventning om et højere afkast indebærer en accept af en højere risiko. Det handler derfor om at finde den rette balance mellem risiko, afkastpotentiale og tidshorisont, når man vil investere.

Risiko kan angives på flere måder. For investeringsforeninger  bruger man ofte standardafvigelse og risikoindikator. Begge risikomål er dog bagudskuende og fortæller altså, hvordan risikoen har været – ikke nødvendigvis hvordan risikoen kommer til at blive i fremtiden. Derfor er det vigtigt, at du også sætter dig ind i de risikofaktorer, der er forbundet med investeringen

Sådan vurderer man risiko

Den mest udbredte metode til at vurdere en risiko er at se på standardafvigelsen. Standardafvigelsen er et matematisk mål for historiske  kursudsving i forhold til afkast. En lav standardafvigelse er ensbetydende med en investering, der historisk set har været kursstabil, mens en høj standardafvigelse omvendt betyder, at investeringen har udvist store udsving. Standardafvigelsen bruges ofte til at sammenligne forskellige investeringer, og du møder begrebet fx i angivelse af investeringsforeningers risici.

Den forventede risiko er lige så vigtig for investeringsbeslutningen som det forventede afkast. Det kan i høj grad være afgørende for, hvordan du har det med dine investeringer. Og risiko og forventet afkast skal gerne hænge sammen.

Betydningen af timing

Timingen har stor betydning i forbindelse med investering – men markedet er svært at forudsige, og det gør timingen lige svær. Usikkerheden omkring udviklingen de forskellige markeder betyder, at det er en god ide at sprede investeringerne.

Spred din risiko

Spredningen kan være med til at udjævne udsvingene og reducere eventuelle negative afkast som fx skyldes uheldig timing eller valg af en specifik aktie, obligation eller andet. Hvis man spreder sin formue over flere typer aktivklasser, kan risikoen på den samlede investering reduceres. Nedenfor kan du se de forskellige risikofaktorer, som du skal være opmærksom på.

Mød forskellige aktivtyper

  • Traditionelle obligationer giver sikkerhed, fordi  man ved stats- og realkreditobligationer med stor sikkerhed kan få sine penge igen. Ulempen er, at den høje sikkerhed ofte resulterer i et begrænset afkast på denne type aktiver. Man er ikke garderet mod negativt afkast, men risikoen er begrænset. 
  • Højrenteobligationer giver høj rente og bidrager til et positivt løbende afkast. Ulempen er, at afkastet kan blive påvirket negativt ved fx stigende renter, faldende valutakurser eller stigende kreditspænd, og derfor kan afkastet ikke betragtes som sikkert.
  • Aktier giver mulighed for at få del i den værdiudvikling, der skabes i børsnoterede virksomheder. Investering i virksomheder, som er i en positiv udvikling, kan give et attraktivt afkast. Ulempen er, at en negativ selskabsudvikling kan give store kurstab.
  • Alternativer kan fx være investering i råvarer, forsikringer, lån og valuta. Alternativer er kendetegnet ved at agere anderledes end aktier og obligationer og ikke være afhængige af samme faktorer. Derfor er formålet med alternativer at sprede risikoen i din portefølje. Ulempen er, at alternativer kan være komplekse, og at kursudviklingen kan være negativ.