Ensomhed på menuen

Jyske Bank-koncernen er medarrangør af ”Danmark spiser sammen”, en kampagne som i uge 17 inviterer på middage over hele landet i kampen mod ensomhed.

Påsken er kun lige gået på hæld, og for langt de fleste betyder det, at helligdagene er gået med påskefrokoster blandt venner og familie. Men vidste du, at hver fjerde dansker har følt sig ensom inden for de sidste to måneder? Og at hele 17 procent af danskerne ofte føler sig ensomme?[1] Ensomhed kan opstå i mange situationer – både i hjemmet og på jobbet, og derfor har Jyske Bank-koncernen været med til at stifte Folkebevægelsen mod Ensomhed, som har til formål at bryde tabuet og invitere folk med ind i fællesskabet og ud af ensomheden.

Kom til middag mod ensomhed

Du kan aktivt deltage i kampen mod ensomhed ved at deltage i kampagnen ”Danmark spiser sammen”, som den 25. april afholder fem store fællesmiddage i Aalborg, Aarhus, Varde, Odense og København.

Du kan finde alle arrangementerne og købe billet på danmarkspisersammen.dk. Som deltager kan du forvente mere end blot en fuld mave, når du sætter kursen hjemad. Du vil nemlig gå hjem med en opfordring og inspiration til, hvordan det bliver nemmere at invitere, men også at sige ja tak til en invitation ind i et fællesskab. 


[1] YouGov for Metroxpress, 29.03.2016