Jyske Bank og Købstædernes Forsikring indgår strategisk samarbejde

Jyske Bank og Købstædernes Forsikring indgår et strategisk samarbejde om at tilbyde en bred vifte af forsikringer til både privat- og erhvervskunder i det næststørste danskejede pengeinstitut.

Samarbejdet vil i løbet af 3. kvartal i år give privat- og erhvervskunder i Jyske Bank adgang til en fuld palet af forsikringsløsninger, som Købstædernes Forsikring leverer. Der er tale om en nøglefærdig white-label løsning, som får navnet Jyske Forsikring. Jyske Bank henviser kunder til Jyske Forsikring, som rådgiver, håndterer skadebehandlingen og servicerer kundernes forsikringsforhold.

Blandt de 10 største

Købstædernes Forsikring og Jyske Bank forventer, at Jyske Forsikring inden for en årrække bliver en af de 10 største aktører i Danmark.

”Vi ser meget frem til det strategiske samarbejde med Jyske Bank, som altid har udfordret den finansielle sektor ved at være et skridt foran og have en anderledes tilgang til kunderne og markedet. Samarbejdet bestyrker os i troen på, at en partnerstrategi er et stærkt værktøj til at skabe langvarige kunderelationer gennem overblik og økonomisk tryghed for kunderne”, siger Anders Hestbech, administrerende direktør i Købstædernes Forsikring.

I Jyske Bank er der også store forventninger til samarbejdet med Købstædernes Forsikring.

”Det er meget betryggende for os at indgå et strategisk samarbejde om forsikringsydelser til vores kunder med netop Købstædernes Forsikring, der har solid erfaring med partneraftaler med pengeinstitutter, en meget høj tilfredshed og en høj succesrate med salg til både privat- og erhvervskunder”, siger Jes Rosendal, direktør for privatmarkedet i Jyske Bank.

Nye fordele til Jyske Banks kunder

Jyske Bank kan med Købstædernes Forsikring som forsikringspartner tilbyde bankens privat- og erhvervskunder helhedsløsninger på tværs af bank og forsikring. Når kunderne i Jyske Bank samler deres bank- og forsikringsforretninger i banken, vil det give dem et bedre overblik og adgang til specialiseret rådgivning om deres forsikringer både digitalt og via en forsikringsrådgiver i Jyske Forsikring.  

”Med etableringen af Jyske Forsikring kan vi styrke den økonomiske tryghed for vores kunder. Kunderne kan nu få dækket alle deres forsikringsbehov i deres primære bank udover de eksisterende fordele ved at være kunde i Jyske Bank”, siger Jes Rosendal.

Forsikringsrådgiverne i Jyske Forsikring vil være ansat i Købstædernes Forsikring, men de får deres faste arbejdsplads i Jyske Banks afdelinger, hvor de vil møde kunderne side om side med en bankrådgiver. Online vil Jyske Banks kunder opleve et forsikringsunivers, de kender og er trygge ved.

Stærkt udviklingsperspektiv

Over tid kan Købstædernes Forsikring og Jyske Bank sammen udvikle nye produkter og koncepter i regi af Jyske Forsikring. Det er Købstædernes Forsikring, der vil udvikle nye funktionaliteter og produkter i overensstemmelse med de fælles prioriteringer.

”Samarbejdet om Jyske Forsikring vil accelerere udviklingen af nye forsikringsløsninger og -ydelser i Købstædernes Forsikring til gavn for kunder i både Købstædernes Forsikring og Jyske Bank. Det vil have en selvforstærkende effekt på efterspørgslen og den forretningsmæssige volumen”, siger Anders Hestbech.

Rådgiverorganisationen i Jyske Forsikring bliver en selvstændig enhed i Købstædernes Forsikring, der udelukkende vil arbejde for kunderne i Jyske Bank. Købstædernes Forsikring går nu i gang med at ansætte og træne de nye forsikringsrådgivere, der skal møde kunderne i Jyske Banks afdelinger.